Den svenske håndboldspiller Linnea Claeson har allerede skabt sig et stort navn i Sverige. Både for spillet på banen, men især for hendes handlinger uden for håndboldstregerne.

Claeson skifter i næste sæson til Ringkøbing Håndbold i den bedste danske liga, og hun har allerede store planer for, hvad hun vil få tiden til at gå med i Danmark, når håndbolden ikke fylder i hverdagen. For den svenske håndboldspiller har blæst til feministisk kamp på sin Instagram-profil @assholesonline.

Her udstiller hun de mange mænd, der skriver grove seksuelle bemærkninger til hende på de sociale medier. I stedet får de en skarp replik tilbage. Som eksempelvis her:



Og det agter hun at fortsætte med, når hun kommer til Danmark. Faktisk vil hun optrappe sin indstats, for hun mener, at vi har et større problem i Danmark, end de har i Sverige.

»Det bliver rigtig fedt håndboldmæssigt. Dansk håndbold har verdens bedste kvindeliga, og det bliver super cool. Men de har lidt mere sexisme og racisme i Danmark, som jeg kommer til at rode rundt med. Det skal nok også blive sjovt, men det kan også blive en udfordring, lyder det fra Claeson til Expressen.

»Jeg kommer til at køre videre med assholesonline, og jeg kommer nok til at fokusere endnu mere på det. Jeg studerer jura her i Stockholm, og det kommer jeg ikke til at kunne gøre (i Danmark, red.) Det bliver endnu mere feminisme og civilkurage,« siger hun med henvisnig til sin fortsatte kampe.

I Sverige er Claesons aktioner blevet modtaget blandet. Nogle hylder hende for hendes mod, mens andre synes, at hun blot udstiller andre mennesker. Svenskeren forventer, at der kommer lidt mere kritik end hyldest i Danmark.

»Jeg tror, der bliver lidt forskel der. De er ikke kommet så langt med feminismen i Danmark, så det kan blive følsomt, og det kan være, at mange bliver sure,« siger hun.

25-årige Linnea Claeson spiller højre back og skifter til Ringkøbing fra den svenske klub Skuru IK.