GOG slog tirsdag aften HC Midtjylland med 34-27, efter at fynboerne i første halvleg scorede hele 22 mål.

Takket være det klassiske GOG-våben - kontraspillet - blev det midtjyske hjemmehold fuldstændig kørt over i første halvleg af kampen i Boxer Herreligaen.

22-13 var stillingen til gæsterne, da holdene gik til pause, og derfra var det en noget nær umulig opgave for HC Midtjylland at komme tilbage i kampen.

Det lykkedes at få reduceret til 18-24, men derfra strammede GOG igen grebet, og tvivl om sejren var der reelt aldrig.

Den fynske sejr betyder, at GOG avancerer til femtepladsen i Boxer Herreligaen, mens HC Midtjylland ligger på den niendeplads, der lige nøjagtigt ikke giver plads i mellemspillet.