Tiger Woods var urørlig i PGA-turneringen i San Diego.

Tiger Woods ser omsider ud til at have genfundet fordums styrke.

Med overbevisende spil svingede det amerikanske golfikon sig frem til sin turneringssejr nummer 75 på PGA Touren. Det skete ved Farmes Insurance Open i San Diego, USA.

Selvom Tiger Woods tabte fire slag på de sidste fem huller, rykkede det ikke ved, at Tigerens spil i løbet af ugen gav minder om hans nærmest umenneskelige styrke med den lille hvide kugle i 1990'erne og starten af årtusindskiftet. Siden fulgte en nedtur kulminerende med afsløringen af mange års massiv utroskab, hvilket fik præstationerne på golfbanen til at styrtdykke. Nu tegner fremtiden lys igen.

 - Jeg ser frem til det her år, sagde Tiger Woods ifølge Reuters efter turneringssejren.

- Jeg ramte bolden rigtig godt hele ugen, mit korte spil var tilbage til det niveau, jeg ved, jeg kan ramme, fortsatte 37-årige Woods, der øjeblikkeligt er rangeret som verdens næstbedste golfspiller.

Lige efter en vis Rory McIlroy.