Golf.dk bringer dig et overblik over ugens pengelister, hvor Morten Ørum Madsen rykkede frem på Europatouren, og to nye danskere blev noteret for indtjening på Challengetouren.

Næstsidste stop i Sydafrika på årets Europatour blev spillet i sidste uge, da Africa Open blev spillet i East London. Fire danskere var til start, og her klarede tre af dem midtvejscuttet. Morten Ørum Madsen lå inden finalerunden i top-10, men den kraftige vind på finaledagen gav store problemer for silkeborgenseren, der måtte nøjes med en 20. plads efter en runde i 75 slag.
 
Madsen endte dog som bedste dansker, og fik sin første check siden sin flotte debut tilbage i december. Præmiepengene på lidt over €10.000 rykker ham 11 pladser frem og til en 77. plads på Race To Dubai. Andreas Hartø sluttede på en 49. plads, mens Lasse Jensen endte på en 59. plads. JB Hansen deltog også, men måtte desværre notere endnu et misset cut.
 
I næste uge tages der hul på de store turneringer, hvor PGA Touren og Europatouren smelter sammen til WGC – Accenture Match Play Championship. Her er 64 af de 66 bedste spillere i verden klar til de uofficielle hulspilsverdensmesterskaber, og to danskere er til start; Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen. Anders Hansen er pt. andenreserve.
 
Race To Dubai, stilling i euro pr. 18. februar 2013 efter otte turneringer (stilling i parentes angiver sidste uges placering)
1. (1.) Richard Sterne - €450.053
……
7. (7.) Thorbjørn Olesen - €324.142
--- Top 10 modtager Race To Dubai-bonus (€284.050) ---
55. (53.) Thomas Bjørn - €58.071
--- Top 60 kvalificerer sig til Race To Dubai-Finalen  (€52.904) ---
72. (68.) Anders Hansen - €45.162
73. (73.) Andreas Hartø - €44.849
77. (88.) Morten Ørum Madsen - €40.719
--- Top 110 får fornyet Tourkortet (€23.490) ---
135. (127.) Søren Kjeldsen - €15.329
147. (148.) Lasse Jensen – €10.940
155. (146.) JB Hansen - €8.550
 
Det blev en lokal spiller, som vandt sidste uges PGA Tour-turnering. John Merrick, der er opvokset i Californien, har selv spillet Riviera Golf Club masser gange i løbet af sin collegetid, og søndag aften vandt han således Northern Trust Open, som blev spillet på samme bane.
 
Turneringen blev afgjort på dramatisk vis i omspil for andet år i træk, da Merrick og Charlie Beljan afgjorde turneringen mellem sig på to omspilshuller. På det andet omspilshul, 10. hul, missede Beljan en 2-meter for par, og dermed sikrede den lokale helt sig en flot sejr.
 
FedEx Cup – pointlisten, stilling i point pr. 18. februar 2013 efter syv turneringer
1. (1.) Brandt Snedeker – 1.282
2. (3.) Phil Mickelson – 604
3. (2.) Brian Gay – 582
4. (100.) John Merrick – 565
5. (4.) Dustin Johnson – 516
6. (5.) Rusell Henley – 515
 
Efter en uges pause drog Challengetouren videre til Kenya, hvor The Barclays Kenya Open 2013 blev spillet på Karen GC. Fem danskere havde draget væk fra den danske kulde og ned til varmen i Kenyas hovedstad, Nairobi, men kun to af danskerne fik del i præmiepengene.
 
Bedst gik det for debutanten Lucas Bjerregaard, der hentede en fornem 22. plads i sin Challengetour-debut med fuld kort. Det så ellers længe ud til at blive godt, idet han startede finalerunde lige uden for top-10, men triplebogey på andet hul sendte frederikshavneren i problemer.
 
Jeppe Huldahl sluttede på en 54. plads som den eneste anden dansker der klarede cuttet. Thomas Nørret, Mark Haastrup og Rasmus Hjelm var alle med, men missede cuttet.
 
Næste turnering ligger først i slutningen af april, hvor Challenge de Madrid afholdes på El Encin Golf Hotel.  
Challenge Tour Rankings, stilling i euro pr. 18. februar efter to turneringer
1. (-) Shiv Kapur – €32.000
……
34. (13.) Lasse Jensen – €2.252
40. (-) Lucas Bjerregaard – €1.697
66. (-) Jeppe Huldahl – €722

Line Vedel sluttede fornemt af ved ISPS Handa Women’s Australian Open med en runde i 67 slag. Dette sendte sønderjyden op på en 36. plads i turneringen, hvilket gav en flot check på €4.830. Dermed er hun placeret på en 32. plads på pengelisten, hvor spanske Beatriz Recari fører an.
 
ISPS Handa Order of Merit, stilling i euro pr. 18. februar efter tre turneringer
1. Beatriz Recari – €57.302
……
32. Line Vedel – €4.830