Matthew Southgate er det levende beviset på, at det er muligt at komme igennem i de sværeste tider og alligevel finde forløsningen og ende med at stå med armene højt hævet over hovedet.

Den 27-årige engelske golfspiller blev ramt af testikelkræft i juli i år. Han gennemgik en operaton og blev sat ud af spillet i flere måneder. Oven i det er hans familie hårdt ramt, da hans toårige niece bliver behandlet for leukæmi.

Nu har han i lighed med danske Lasse Jensen netop kvalificeret sig til næste års Europa Tour.

»Jeg er helt oppe at køre. Det har været så hård en proces at komme igennem, men jeg har holdt ved, og jeg har spillet præcis, som jeg ville.«

»Det, der sker derhjemme, er meget hårdt, men at være i stand til at bringe smilet frem på min families ansigter, det kan man ikke slå. Jeg er blevet meget mere moden på grund af min situation og de kort, som jeg har fået på hånden, men jeg har altid været en fighter. At komme tilbage til golfens topniveau er helt fantastisk,« sagde en rørt Southgate til europeantour.com, mens han kæmpede med at holde sine følelser under kontrol.

Southgate blev nummer seks på Tour-skolen på PGA Catalunya i en felt på mere end 150 professionelle golfspillere.

»Det har været et virkelig svært år for min familie og jeg. Det betyder alverden for mig at klare kravet.«

Southgate har tidligere spillet to sæsoner på Europa Touren.