Iben Tinning har arbejdet hårdt med det mentale og mærker fremgangen

Iben Tinning er eneste danske deltager, når British Open i golf i morgen tidlig starter på Royal Lytham and St. Annes i England.
Det er samtidig den sidste turnering, før det europæiske Solheim Cup-hold på søndag offentliggøres, og Iben Tinnings eneste chance for at komme med, er et wildcard.

- British Open har altid været min yndlingsturnering, og jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Royal Lytham. Selv om linksbaner kan straffe maksimalt for den mindste fejl, holder jeg rigtig meget af dem, for det er jo virkelig golf som i gamle dage, siger Danmarks bedste kvindelige golfspiller, der har kvalificeret sig via fem top-10 placeringer i denne sæson.

Hun er mægtig tilfreds med sæsonen.

- En af de bedste i mange år. Det er meget få ting, der mangler i mit spil, for at det hele går op i en højere enhed. Jeg kan for alvor mærke arbejdet på det mentale område, som min sportspsykolog Bjarne Lellek og jeg gik i gang med for otte-ni måneder siden. Det har været lærerigt og spændende, og jeg er mentalt stærkere end nogensinde, siger Iben Tinning.

Herrernes Europa Tour er efter 12 år igen tilbage i Tjekkiet, hvor Mara Via Silesia Open spilles på Prosper Golf Resort, der er blevet re-designet af den spanske Ryder Cup-spiller Miguel-Angel Jimenez.

Dansk golf er repræsenteret af tre spillere.

Jeppe Huldahl, der i sidste uge blev nummer tre i SAS Masters, går de to første runder med Christian Cevaer og Shane Lowry. Mads Vibe-Hastrup spiller med Sam Little og Taco Remkes.

Jacob Thorbjørn Olesen, der normalt spiller på Nordic League, kvalificerede sig via sin fjerdeplads i SAS Masters i sidste uge, og han spiller sammen med Scott Drummond og Jamie Donaldsson. Olesen og Donaldsson tog fra Barsebäck-banen i søndags med en delt banerekord på 68 slag.

PREMIER LEAGUE BEGYNDER 15. AUGUST. SÆT DIT DRØMMEHOLD HER.