Danskeren er helt alene i spidsen i Sicilian Open, hvor Søren Kjeldsen er på fjerdepladsen inden søndagens finalerunde

En voldsom blæst over Sicilien gjorde betingelserne vanskelige for spillerne i Sicilian Open på europatouren.

Men unge Thorbjørn Olesen var umulig at ryste på en fantastisk dag, hvor han har spillet sig ind i en favoritrolle, inden det hele skal afgøres søndag.

Thorbjørn Olesen leverede en imponerende runde i 67 slag (-5). Det betyder, at han er alene i spidsen med et forspring på tre slag til nærmeste forfølger.

Thorbjørn Olesen startede ikke helt fantastisk, men den den 22-årige dansker rykkede ind på en delt førsteplads, da han med birdies på 7., 8. og 10. hul rykkede til en score i -9.

Han sagde arrivederci til de andre, da han viste høj klasse på 14. hul og med et fantastisk andetslag gav sig en god eaglechance, som blev udnyttet. Det rykkede ham til -11 med to slag ned til forfølgerne.

Siden fulgte gode muligheder for flere birdies, og han udnyttede dagens sidste birdiechance til at bringe sig i -12 på 18. hul. 

Derfra har han altså et forspring på tre slag til Andrew Parr og Nicolas Colsaerts på andenpladsen i -9.

Men det er også værd at holde øje med Søren Kjeldsen i finalen.

Han er fremme på en delt fjerdeplads i -8 efter en tredje runde i 71 slag (-1).

- Det blæste helt vildt, så det var meget svært derude. Men jeg spillede rimelig solidt, så jeg er godt tilfreds med runden, sagde Søren Kjeldsen til Viasat Golf, hvor han også forudså en rolig nat for sin unge kollega inden søndagens store mission.

- Jeg kender Thorbjørn rimelig godt efterhånden, og det vil ikke overraske mig, om han sover rimelig godt i nat. Jeg tror, han er rimelig cool, når det kommer til sådan noget, sagde Søren Kjeldsen.