Thorbjørn Olesen og hans spanske makker tabte deres første match i Royal Trophy, en dyst mellem Europa og Asien.

Selvom de største turneringer i golfens verden er gået på juleferie, så spilles der i disse dage Royal Trophy for syvende gang - en venskabelig dyst mellem to udvalgte hold, et fra Asien og et fra Europa.

Indtil videre ser det dog ikke godt ud for det europæiske hold, der er bagud med 1-3. Det danske islæt, Thorbjørn Olesen, er heller ikke kommet godt fra start, da han og hans spanske makker Alvaro Quiros tabte en foursome til sydkoreanerne Kim Kyung-tae og Kim Hyung-sung.

Det startede rigtig skidt med en bogey, og det europæiske makkerpar kom aldrig rigtig tilbage i matchen. Sydkoreanerne, der var stærkt spillende, cementerede sejren ved at bringe sig foran med fire huller efter deres fjerde birdie på 16. hul.

Det eneste europæiske par, der har vundet, er det britiske par David Howell og Marc Warren.

Turneringen fortsætter lørdag og søndag, hvor der spilles fourballs og singler.

Samlet set har europæerne vundet turneringen fire gange, men asiaterne er forsvarende mestre.