Golfspilleren erkender, at spillet ikke er til mere for tiden efter sit tidlige exit fra Made in Denmark.

Farsø. Thomas Bjørn er den mest vindende danske golfspiller nogensinde, men i årets udgave af European Tour-turneringen Made in Denmark har han haft det svært.

Han var under pres efter en skidt start i første runde, men anden runde blev endnu værre, og han sluttede fem slag over par. Thomas Bjørn erkender, at spillet ikke er til mere for tiden.

- Stemningen og støtten var som sædvanlig fantastisk. Men golfen er ikke til det i øjeblikket. Der er ikke så meget at sige. Jeg må arbejde videre og se, om jeg kan finde noget, siger han.

Den mørkegrå himmel over Himmerland Golf & Spa Resort udgjorde fredag en dyster kulisse, og den heftige blæst gav problemer for Bjørn.

- Der skulle jo have været en lille smule blæst, men det blev ret voldsomt en overgang. Havde man vidst det, havde man måske sat banen op lidt anderledes.

- Der var et par slag ind i vinden, hvor man jo ikke nåede nogen steder, og det skabte lidt halvkaotiske forhold derude, siger Thomas Bjørn.

Den 45-årige golfspiller vil dog ikke bruge vejret som undskyldning for sin præstation.

- Man kan ikke skyde skylden på noget andet end, at det ikke spiller godt nok i øjeblikket, og at det mentalt ikke er hundrede procent til det for tiden.

- For mit vedkommende var det putningen, der ikke var der. Jeg fik på intet tidspunkt ro over det i dag (fredag, red.) og fik ikke nogen af de puts i hul, som jeg skulle.

Flere af de store danske golfnavne missede cuttet efter de to første runder, men Bjørn hæfter sig ved, at andre har gjort sig bemærket.

- Det er ærgerligt for turneringen, når de danske spillere ikke er med i weekenden. Men så er der andre, der tager over. Søren (Kjeldsen, red.) og Jeff (Winther, red.) spiller godt, så de er der jo til at levere varen, siger Thomas Bjørn.

2016-udgaven af Made in Denmark gik altså ikke som håbet for Thomas Bjørn, men han er klar til at tage revanche næste år.

- Som dansk spiller er det en helt fantastisk oplevelse. Det er den første turnering, der får et kryds i turneringsprogrammet, siger han.

/ritzau/