Han endte 2013-sæsonen som verdensranglistens nummer 24. Men siden er det stort set kun gået nedad for golfspilleren Thomas Bjørn, der nu indtager en alt andet end prangende 348. plads.

Den 45-årige midtjyde går derfor indtil de næste dages European Tour-turnering Made in Denmark i den nordjyske landsby Gatten med lave forventninger til sig selv.

»Banen passer mig godt. Trods den megen regn henover sommeren virker den perfekt. Men min selvtillid har fået et nyk. Jeg må tage det som det kommer, og bare arbejde videre. På et tidspunkt skal det nok gå min vej igen,« siger Thomas Bjørn, der forklarer nedturen med de mange skader, han det seneste halvandet år har været ramt af.

»Efter Dubai i begyndelsen af sæsonen var jeg i seks uger stort set ikke ude af min seng på grund af rygproblemer. Træningsmæssigt har jeg derfor i lang tid befundet mig på så lavt et niveau, at det har været vanskeligt at få mit spil til at hænge sammen,« siger Thomas Bjørn.

Men selvom fysikken driller, har han ingen aktuelle planer om at lægge golfkøllerne på hylden.

»Jeg synes, at jeg ser små tegn på, at det går i den rigtige retning for mig. Planen er at jeg kommer så godt ud af 2016 som muligt, og at jeg kan gå ind i 2017, hvor jeg føler at kroppen kan være med,« siger Thomas Bjørn.

Under Made in Denmark skal han i aktion for gang torsdag formiddag, hvor arrangørerne har placeret ham i ’tre-bold’ med svenskeren Robert Karlsson og tyskeren Martin Kaymer.

---

FAKTA: Made in Denmark

# Den tredje udgave af European Tour-golfturneringen indledes torsdag og har finaledag på søndag.

# I forhold til de første to udgaver af Made in Denmark er den samlede præmiesum forhøjet fra 1,5 mio. Euro til 1,8 mio. Euro (ca. 13. mio. kroner).

# I fjor vandt englænderen David Horsey førstepræmien på 250.000 Euro (ca. 1,9 mio. kroner). Vinderen af dette års udgave modtager 300.000 Euro (ca. 2,25 mio. kroner), mens nummer to og tre får udbetalt henholdsvis 200.000 Euro og 112.680 Euro.