KØB PLUS!

Sveriges første majorvinder?

Peter Hanson kan skrive svensk golfhistorie, når han senere i dag går ud i førerbolden i Masters. Woods, McIlroy og danskerne er ude af billedet. 

Ikke mange havde regnet med, at Peter Hanson for alvor ville være i spil til den grønne jakke, når Masters gik ind i sin afgørende fase. Men det er den 34-årige svensker i den grad, og søndag kan han skrive svensk golfhistorie og blive den første blå-gule majorvinder.

Hanson bragte sig selv i den gunstige postion med en fremragende tredje runde i 65 slag (-7) - efter at have startet dagen med en bogey. Men den rystede han i den grad af sig med hele otte birdies på kortet - heraf de fem på bag-ni. Det sender ham ud i søndagens førerbold med den trefoldige vinder Phil Mickelson, der også viste stor styrke med en bogeyfri tredje runde i 66 slag.

- Det bliver hårdt. Det er en ny situation for mig, lød det fra svenskeren, som prøver at tage det helt stille og roligt inden søndagens afgørende timer.

- Jeg vil prøve at gøre tingene som jeg plejer. Jeg har min kone og mine to børn med, så jeg vil blive i huset og lave lidt mad og se en masse Golf Channel. Jeg vil holde mig væk fra al virvaret, få så meget søvn som muligt og være helt klar, sagde Peter Hanson, som krydsede klinger med Phil Mickelson i singlematcherne i Ryder Cup 2010.

Dengang tabte svenskeren 4/2 til amerikaneren, som trods et slag bagefter går ud til søndagens finale som klar favorit til at sikre sig sin fjerde grønne jakke og dermed tangere Tiger Woods og Arnold Palmer sejrsrække på Augusta.

Louis Oosthuizen, der også har en majorsejr i bæltet, ligger på lur to slag efter Hanson, mens også Bubba Watson har en god mulighed fra fjerdeposition - tre slag efter svenskeren.

De to store forhåndsfavoritter Tiger Woods og Rory McIlroy har udspillet deres roller. McIlroy faldt tilbage til en 27. plads efter en runde i 77 (+5), mens Tiger Woods er hele 12 slag efter Hanson.

Anders Hansen og Thomas Bjørn gik deres tredje runder i hhv. 73 og 74 slag og indtager placeringerne 44 og 52 inden søndagens finalerunde.