Svenske Alexander Norén vandt golfturneringen i Crans Montana, hvor Joachim B. Hansen blev delt nummer 18.

Crans Montana. Efter en lovende indledning på European Tour-turneringen i schweiziske Crans Montana gik den danske golfspiller Joachim B. Hansen lidt i stå lørdag. Søndag afsluttede han med en ujævn runde i ét slag under par.

Samlet sluttede han otte slag under par efter de fire runder. Det rakte til en delt 18.-plads.

Sejren gik til svenskeren Alexander Norén, som efter et omspil kunne tage trofæet for næsen af australieren Scott Hend.

Begge spillere sluttede samlet i 17 slag under par, inden de afgjorde sagerne i omspil.

Joachim B. Hansen leverede til tider fin golf på søndagens afsluttende runde, som resulterede i fire birdies. Til gengæld havde han også nogle udfald undervejs, og det trak tre slag i den forkerte retning med tre bogeys.

Lucas Bjerregaard var også med i weekendens finalerunder. Han sluttede samlet i to slag under par efter en skidt sidsterunde i to slag over par.

Den sidste dansker i turneringen, Morten Ørum Madsen, missede cuttet efter to dårlige runder torsdag og fredag.

/ritzau/