Henrik Stenson blev søndag historisk, da den 40-årige golfspiller som den første svenske mand nogensinde vandt British Open. Bagefter hyldede han sin gode ven, som tirsdag døde af kræft.

»Jeg mistede en god ven til kræften tidligere i denne uge. Jeg har følt, at han var med mig hele ugen. Denne sejr er til dig, Mike,« sagde Henrik Stenson efter sejren i British Open ifølge The Guardian.

Mike hed Gerbich til efternavn, og Henrik Stenson forklarede tidligere på ugen, at han var en god ven, som svenskeren havde mødt i Dubai. Han døde tirsdag af den frygtede sygdom.

»En god fyr har forladt os. Min gode ven Mike Gerbich tabte kampen til kræft og vil for altid blive savnet. R. I. P., Mike,« skrev Henrik Stenson på Facebook ved den lejlighed.

Så meget desto mere imponerende var Henrik Stensons bedrift ved årets British Open.

Ikke alene vandt han turneringen. Svenskeren gjorde det også med stil, da han sluttede af med en runde på otte slag under par og satte rekord for turneringen med et slutfacit på 20 slag under par.

»Wow. Det her kommer til at tage et stykke tid, førend det for alvor går op for mig. Jeg skal lige sunde mig,« var Henrik Stensons umiddelbare reaktion på, at han blev den første svenske herrespiller der ikke alene vandt British Open. Han blev også den første svenske mand, der vandt en af de såkaldte major-turneringer. Foruden British Open er det Masters, US Open og PGA Championship.

Henrik Stenson har ellers været tæt på at vinde en major adskillige gange. Og i sidste runde af årets British Open var nærmeste rival Phil Mickelson - manden, som Henrik Stenson også dystede med ved British Open i 2013, hvor amerikaneren vandt ved at lave hele fire birdies på de seks sidste huller.

Men denne søndag på The Royal Troon Club i Skotland var der ingen tvivl.

Phil Mickelson havde brugt et enkelt slag mere end Henrik Stenson inden søndagens runde, men inden sidste hul havde svenskeren øget forspringet til to slag. Hvorefter han satte trumf på med en birdie på 18. hul.

»Mange tak til Phil for en god dyst. Vi spillede begge fantastisk golf. Jeg er glad for, at jeg vandt denne gang, men mange tak for kampen,« sagde Henrik Stenson efter sejren.

Phil Mickelson, som har vundet fem majors, var tilfreds med sit spil, men som han sagde.

»Jeg er til gengæld skuffet over, at jeg ikke vandt. Jeg gik runden i 65 slag på sidstedagen af en major, og jeg havde ingen bogeys. Det ville normalt have været rigeligt til at vinde klart, men jeg blev slået af en bedre spiller.«

Danske Søren Kjeldsen endte på en flot samlet niendeplads i turneringen.

Han lå ellers nummer tre efter de to første dage, men runder på fem og et slag over par i weekenden gjorde, at han røg lidt ned.