En sand shitstorm har ramt golfstjernen Rory McIlroy, som fra 2011 til 2014 dannede par med Caroline Wozniacki. Årsag: Han har spillet golf med Donald Trump.

Det var i søndags, at den nordirske golfstjerne tog en runde golf med Donald Trump på den kontroversielle amerikanske præsidents golfbane i Florida.

Umiddelbart en harmløs handling fra Caroline Wozniackis eks-kæreste, som da også smiler bredt på billedet fra seancen, hvor han står med Trump, baseball-legenden Paul O'Neill og forretningsmanden Garry Singer.

Men nu kan det nok være at smilet stivner på den 27-årige golfstjerne med den shitstorm, der har rejst sig på de sociale medier i kølvandet af nyheden.

Nordirske McIlroy har tidligere udtalt, at han ikke vil stille op for Storbritannien ved OL, da det ville være et politisk statement set i lyset af den historiske nordirske konflikt.

Flere peger dog på, at en runde golf med den upopulære amerikanske præsident kan ses som et politisk statement, hvilket i deres argumentation gør McIlroy til en hykler.

Den populære amerikanske sportsklummeskribent Christine Brennan kalder McIlroy-shitstormen for ris til egen røv:

»Han vil aldrig kunne løbe fra de fire fem timer, han har brugt på at spille golf med Trump, som vel er en lige så politisk handling som så mange andre,« skriver hun blandt andet i USA Today.

McIlroy og Trumps entourage kom ifølge golfstjernen gennem alle 18 huller på præsidentens eksklusive bane, selvom de ifølge Det Hvide Hus oprindeligt kun havde planlagt at spille et par huller.

Faktisk forsøgte Trumps talsmænd at benægte historien, da den først kom frem. Trump kritiserede nemlig under valgkampen Barack Obama for at spilde sin tid på at spille golf i stedet for at passe sit præsidentembede.

Alt dette tænkte Rory McIlroy nok ikke over, da han efterfølgende fortalte om sine oplevelser med USA's præsident:

»Han gik vel runden på omkring 80 skud. Han gør det godt, når man tænker på, at han er oppe i 70'erne,« sagde McIlroy til golfmediet Noplayingup.com.

Her fortalte han, at det var sent aftenen inden, at han fik invitationen. McIlroy, der er nummer tre på verdensranglisten, plejede ellers en mindre skade, men kunne ikke sige nej til den fine forespørgsel.

Det er han nok ikke den eneste, der ikke ville kunne.

I hvert fald er der en del stemmer i mediebilledet, der forsvarer McIlroy, som i foråret 2014 aflyste et planlagt bryllup med Caroline Wozniacki.

For eksempel den britiske tv-vært og Trump-støtte Piers Morgan: