Jordan Spieth vandt søndag majorturneringen British Open, efter at han var tæt på at smide sejren undervejs.

Southport. Den amerikanske golfspiller Jordan Spieth sikrede sig søndag sin tredje majorturnering i karrieren, da han på Royal Birkdale-banen vandt British Open med en samlet score på 12 slag under par.

Sejren kom i hus efter en hård sidste runde, hvor han undervejs var tæt på at smide den solide føring, som han tog med sig på banen til finalerunden.

Den 23-årige amerikaner lå i 11 slag under par før fjerde og sidste runde, og her havde han en føring på tre slag ned til landsmanden Matt Kuchar.

Men Spieth fik en forfærdelig start på dagen. Allerede efter de første fire huller kunne han se sin føring smuldre med tre bogeys.

Kuchar spillede til gengæld solidt, og efter 13. hul kunne han lugte overraskelsen.

Spieth slog sit drive langt ud i højre side af banen og måtte bruge et slag mere end sin direkte konkurrent Kuchar for at komme hul. Dermed var Kuchar foran med et enkelt slag.

Men på det efterfølgende par tre-hul vendte lykken for Spieth. Han kunne notere en birdie, og det blev startskuddet til en fantastisk afslutning for ham.

På hul 15 leverede Spieth en eagle efter et langt put, og både på hul 16 og 17 blev det til birdies. Dermed var der intet at gøre for Kuchar, som måtte tage til takke med andenpladsen.

Sejren i British Open er Spieths tredje majorsejr i karrieren. Han har tidligere vundet US Masters og US Open - begge tilbage i 2015.

De danske islæt i dette års British Open, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen, kom aldrig til at blande sig i topstriden.

Kjeldsen endte turneringen på en delt 37.-plads i samlet to slag over par efter en flot sidste runde i to slag under par.

Undervejs var Kjeldsen også tæt på et hole in one, men bolden rullede tæt forbi hullet.

Olesen leverede en runde på det jævne i par, og endte turneringen i samlet seks slag over par på en delt 62.-plads.

/ritzau/