De amerikanske golfbaner har endnu ikke været gode for Søren Kjeldsen, der fortsat kæmper med at ramme niveau.

Los Angeles. En turneringspause i sidste weekend havde ikke hjulpet Søren Kjeldsen, som natten til fredag dansk tid genoptog spillet på den amerikanske PGA Tour.

Danskeren gik første runde af Genesis Open i Los Angeles i tre slag over par, hvilket efterlader ham som en delt nummer 120.

Dermed fortsætter Kjeldsen de negative takter fra de tre tidligere turneringer i år, hvor han endnu ikke har formået at klare cuttet til finalerunderne.

Første runde af Genesis Open måtte dog afbrydes på grund af mørke, inden alle spillere nåede i klubhuset.

Kjeldsen leverede kun en enkelt birdie, som kom på hul 11, men to dobbelt bogeys på henholdsvis hul syv og ni gjorde en jævn runde til en skidt runde.

Amerikaneren Sam Saunders præsterede bedst på første runde med en score i syv slag under par. Han har to slag ned til de nærmeste forfølgere.

Mens Kjeldsen skranter på herrernes PGA Tour, så havde en dansk kvinde mere succes på kvindernes pendant, LPGA Tour.

Nanna Koerstz Madsen er med i LPGA-turneringen Australian Open i Adelaide, og efter en flot anden runde i fem slag under par spillede hun sig op på en delt 13.-plads blot fire slag fra førstepladsen.

Hun lavede hele syv birdies og kun to bogeys på runden og er samlet fem slag under par.

/ritzau/