Den danske golfspiller havde en skidt tredje runde i Made in Denmark, men en birdie på sidste hul giver håb.

Farsø. Golfspilleren Søren Kjeldsen blev fulgt rundt af horder af nysgerrige og håbefulde blikke fra første til 18. hul på tredjedagen af European Tour-turneringen Made in Denmark.

Men en score på to slag over par vidnede om, at Kjeldsen ikke var i sit es.

- Det var en svær dag for mig. Jeg fandt aldrig rigtig niveauet. Det var sådan lidt over hele linjen, så det er lidt ærgerligt. Men jeg må kigge på, hvad der skete og så lære noget af det, siger han.

På allersidste slag kom dagens optur imidlertid for Kjeldsen. Han puttede bolden i hul fra lang afstand og sikrede en birdie, der pyntede på det samlede regnskab og giver ham håb.

- Birdien på sidste hul giver mig lidt håb, selv om jeg selvfølgelig er et godt stykke væk.

- I morgen står jeg måske med smil på efter en god runde, og så kan man måske kigge tilbage på et put som det der. Hvem ved? Jeg tager det som et tegn på, at der er noget godt i vente, siger Søren Kjeldsen.

Opbakningen til Søren Kjeldsen har været uomtvistelig fra første dag ved 2016-udgaven af Made in Denmark.

På 16. hul valgte den 41-årige nordjyde derfor at kvittere med et banner, hvor han hyldede hjemmebanepublikummet som "verdens bedste fans".

- Jeg ville bare gerne sige tak for den støtte, som jeg og alle får derude. Det er så vildt og overvældende. Det er fantastisk at mærke. Så det var min hilsen tilbage, siger han.

Kjeldsen er fem slag under par og ligger side om side med danske Jeff Winther, Mark Haastrup og stortalentet John Axelsen før sidste runde søndag.

/ritzau/