KØB PLUS!

Selvtilliden i orden inden den store dag

Thorbjørn Olesen erkender, at det kræver mere end gennemsnitligt spil at vinde sin første titel på europatouren søndag eftermiddag

Med det spil Thorbjørn Olesen leverede lørdag i en stormombrust kulisse på Sicilien, så kan det være svært at forestille sig, at han kan sætte sin føring på tre slag over styr i søndagens afgørende finalerunde i Sicilian Open.

Men den 22-årige dansker, der tidligere er sluttet som runner up på europatouren tre gange ved, at der er en hård dags arbejde i vente søndag.

- Jeg ved, jeg skal spille rigtig godt i morgen, for der er mange gode spillere med deroppe, og du kan ikke vinde på europatouren ved at spille gennemsnitligt, siger Thorbjørn Olesen til europeantour.com

- Min selvtillid er meget høj på grund af måden, jeg spiller på, og forhåbentlig kan jeg gøre arbejdet færdigt. Med lidt held vil vinden blive mere rolig i morgen, men uanset hvad skal mit korte spil være rigtig godt, siger Thorbjørn Olesen.

Thorbjørn Olesen skal i aktion søndag kl. 12.40, og han skal ud i førerbolden med canadiske Andrew Parr.

Søren Kjeldsen starter finaledagen på en delt fjerdeplads med fire slag op til Thorbjørn Olesen. Han skal ud kl. 12.22 i finalens tredjesidste bold sammen med Peter Lawrie.