Efter seks sejre af seks mulige - heraf den seneste som kaptajn - har Paul McGinley valgt at trække sig som manden i spidsen for Europa i den traditionsrige Ryder Cup, hvor modstanderen som altid hedder USA.

At være ubesejret lyder som noget fra bokseverdenen, men ikke desto mindre er det noget, som den 47-årige golfspiller Paul McGinley også kan bryste sig af. I hvert fald i Ryder Cup-sammenhæng. Da ireren for sjette gang var med på det europæiske hold, der i weekenden besejrede USA med 16,5-11,5, var det samtidig den sjette sejr ud af lige så mange mulige med ham involveret. På trods af den gode stime skal man ikke forvente, at McGinley stiller op mere:

- Jeg har været involveret seks gange, og jeg har vundet seks gange. Som en sværvægtsbokser trækker jeg mig tilbage som ubesejret, siger Paul McGinley ifølge nyhedsbureauet AFP.

I 2010 og 2012 var McGinley vicekaptajn for Europa, mens han i 2002, 2004 og 2006 var en del af holdet som spiller, og i alle årene har han altså kunnet strække armene i vejret som vinder sammen med resten af Europa-holdet.