Et undertippet europæisk hold jagter den fjerde Ryder Cup-sejr i træk. Thomas Bjørn er med som vicekaptajn.

Chaska. Pengepræmierne vokser og vokser i en golfverden, der med tiden bliver mere og mere kommerciel.

Senest vandt Rory McIlroy den amerikanske FedEx Cup i sidste weekend og kunne stoppe 76,5 millioner kroner ned i lommen bare i præmiepenge.

Men i én weekend hvert andet år handler golf om meget mere end penge.

Det handler om prestige, når de bedste europæiske og amerikanske spillere fredag, lørdag og søndag spiller den 41. udgave af Ryder Cup - holddysten mellem Europa og USA.

- Ryder Cup er blevet en institution i golf, og det giver en stor værdi i sig selv, siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

- Det er den største event i golfverdenen på trods af, at der ikke er en pengepræmie. Det giver prestige at blive udtaget, og turneringen har vokset sig til noget, som alle spillere vil have på cv'et.

- For den enkelte spiller tæller det næsten lige så meget som en major-sejr. Og så er der selvfølgelig også nogle afledte økonomiske effekter for spillerne fra sponsorer for eksempel, siger Claus Mølholm.

De seneste tre gange har Europa vundet, og ikke i tiden efter 1979, hvor Storbritannien og Irland blev erstattet med et bredt europæisk hold, er det lykkedes for en af parterne at vinde fire gange i træk.

USA har gode muligheder for at bryde stimen i årets turnering, mener Claus Mølholm.

- Hvis man skal kigge på historikken, har Europa en god chance, men de er underdogs.

- Kigger man på verdensranglisteplaceringerne, har amerikanerne et skræmmende hold. Så min hjerne siger, at amerikanerne er en lille forhåndsfavorit, men det bliver tæt til det sidste, siger han.

- Som jeg har hørt det, har spillerne på European Tour dog et bedre kollegialt sammenhold, og det kan måske give spillerne et par ekstra procenter, tilføjer han.

Hos Europa er Thomas Bjørn med som en af de rådgivende vicekaptajner, mens den skadesplagede superstjerne Tiger Woods har samme rolle hos amerikanerne.

/ritzau/