Den store nedtur. Sidste år førte nordirske Rory McIlroy US Masters før de sidste ni huller, men så gik alt galt. Takket være familien og Caroline Wozniacki kom han hurtigt ovenpå igen.

For 22-årige Rory McIlroy er tilbagekomsten til Augusta National Golf Club samtidig et gensyn med den bane, hvor han for et år siden serverede et af de største sammenbrud i Masters-historien.

Den nordirske golfkomet lå til en sikker Masters-sejr, da føringen på de sidste ni huller langsomt begyndte at skride. Alt gik totalt galt med et rædselsfuldt udslag på 13. hul.

- Jeg var ved at græde, da mit drive forpurrede enhver chance for sejr. Men jeg græd først næste morgen, da jeg før turen til lufthavnen talte med mine forældre, og de forsøgte at trøste mig, fortæller Rory McIlroy til Europa Tourens hjemmeside om de timer, hvor han oplevede karrierens mørkeste stunder.

Den unge mand viste imidlertid hurtigt, at han er gjort af et bestemt stof. Han vandt ikke blot den næste Major - US Open - men satte alle konkurrenterne på plads med en sejr hele otte slag foran nummer to.

- Det gav mig ro at have min far ved min side hele ugen. Undervejs sagde han alle de rigtige ting, siger Rory McIlroy om oprejsningens time.

Siden er alt bare gået hans vej - både på og uden for golfbanen.

Kort efter sejren i US Open mødte han Caroline Wozniacki, og det blev næsten kærlighed ved første blik. I hvert fald har de to været kærester siden og bakket hinanden op i deres respektive karrierer.

Efter sidste års nedtur i Masters havde Rory McIlroy opsøgt puttetræner Dave Stockton og ændrede samtidig tingene uden for banen, hvor han skiftede managementfirma til Horizon Sports Management, som også repræsenterer hans gode ven, Graeme McDowell.

- Mit møde med Caroline har åbnet mine øjne for, at jeg kunne arbejde hårdere. Tennissporten er meget mere intens end golf. Hun har været med til at give mig motivationen til at arbejde.

Det hårde arbejde har givet endnu bedre resultater.

Siden PGA-mesterskabet sidste år i august er den unge nordirer kun sluttet uden for top ti en eneste gang. I sine fem starter i 2012 har han vundet Honda Classic og er i de øvrige turneringer hver gang sluttet i top fem. Med det resultat, at han i to uger lå på verdensranglistens førsteplads, inden engelske Luke Donald igen snuppede den tilbage.

- Arbejdet med Dave Stockton var lige det, der skulle til for at gøre Rory til den perfekte spiller, siger Graeme McDowell, der efter McIlroys sejr i Honda Classic kaldte sin landsmand for den bedste golfspiller, han nogensinde har set. Og det siger ikke så lidt, når man ved, at Graeme McDowell også har spillet med Tiger Woods, før verdens tidligere nummer et startede sin nedtur.

Rory McIlroy har set en optagelse af sidste års finalerunde en gang. Ikke fordi han ville dvæle ved nedturen, men mere for at læse sit kropssprog. Han lærte bl.a., at han i fremtiden ikke skal lade sig styre af sin spillepartner, men spille sit eget spil.

- Men jeg vil ellers forsøge at spille, som jeg gjorde sidste år - i hvert fald de første tre dage, siger Rory McIlroy.

Charl Schwartzel, der sidste år tog titlen og den grønne jakke i stedet for McIlroy, er en af i alt 18 tidligere Masters-vindere i det 97 mand store felt. Schwartzel sluttede fænomenalt i sidste års turnering med birdies på de sidste fire huller og vandt således med to slag foran den australske duo, Jason Day og Adam Scott.

- Jeg kan ikke vente på at komme i gang. Augusta er et helt specielt sted for alle golfspillere, men for mig som forsvarende mester er det endnu mere specielt. Min sejr sidste år var naturligvis højdepunktet i min karriere. Siden har jeg haft den grønne jakke med i min bagage næsten overalt. Det er naturligvis en drøm at kunne gentage sejren, siger den 27-årige sydafrikaner.

Tiger Woods er den seneste, der har vundet to år i træk, nemlig i 2001 og 2002