Thorbjørn Olesen fortsætter sin færd mod toppen af verdensranglisten efter weekendens resultat i Portugal Masters. Andreas Hartø og Joachim B. Hansen begge i top-300 for første gang.

For første gang i sin karriere er Thorbjørn Olesen at finde i top-60 på verdensranglisten. Den unge komet, som startede året på en 163. plads, er de seneste uger strøget op på listen og er nu placeret på en 59. plads. Han er rykket endnu tre pladser frem siden sidste uge efter sin 16. plads ved Portugal Masters.
 
I top-300 på verdensranglisten ligger to nye danskere. Andreas Hartøs sejr og Joachim B. Hansens andenplads ved D+D Real Czech Challenge Open sendte dem begge godt op på ranglisterne til henholdsvis 275. og 276. plads på verdensranglisten. For begge vedkommende er det deres hidtil bedste placering på verdensranglisten.
 
Hansen har i år stormet frem på verdensranglisten, idet han inden i år ikke stod registreret for nogle point. Siden sin andenplads ved Acaya Open for tre måneder siden, som var hans første point på verdensranglisten, har det dog kun gået en vej fremad, og han har rykket sig knap 1200 pladser i den seneste tid.
 
Thomas Bjørn er stadig bedste dansker på verdensranglisten på en 45. plads, imens Anders Hansen rykkede en plads tilbage til en 64. plads. Søren Kjeldsen rykkede lige akkurat ud af top-150 til en 151. plads.
 
Eneste ændring i top-15 var Matt Kuchar, som rykkede to pladser frem til en 13. plads, men ellers er Rory McIlroy stadig at finde som verdens bedste golfspiller. Tiger Woods, Luke Donals og Lee Westwood er lige i hælene på den unge nordirer.
 
Du kan finde hele verdensranglisten i sin fulde længde her