KØB PLUS!

Nike-stjernerne Rory og Tiger til grin

Dramatik i Abu Dhabi, da Tiger Woods røg ud af golfturneringen på grund af to strafslag. Rory McIlroy også ude, mens Thorbjørn Olesen er på andenpladsen.

Verdens nummer et Rory McIlroy er efter en svag indsats og to runder i 75 slag ude af Abu Dhabi HSBC Golf Championship.

Skæbnen ramte også verdens nummer to Tiger Woods, men først efter en meget dramatisk afslutning. Tiger Woods troede, da han have afsluttet runden, at han sammenlagt lå et enkelt slag over par og dermed på den rigtige side af cut-grænsen. Men en af dommerne tog fat i amerikaneren, inden han skrev under på sit scorekort for at fortælle ham, han havde lavet en lovovertrædelse og derfor fik to strafslag. Det betød så, at runden pludselig var på 75 slag, og dermed var Tiger Woods ude.

- Jeg brød reglerne uden at vide det. Det er naturligvis hårdt at ryge ud, når jeg var så tæt på cut-grænsen, siger Tiger Woods.

Faktisk havde hans markør Martin Kaymer godkendt, at Tiger Woods på femte hul droppede sin bold uden straf, men det var altså forkert. Nu blev en bogey pludselig til en triple bogey.

For Rory McIlroy var det den eneste turnering, han spiller, inden man fra 20. februar spiller WGC Matchplay. Han vil bruge de næste fire uger til at blive mere dus med det nye Nike-udstyr, men hvem ved, om turen lige går omkring Melbourne, hvor hans kæreste Caroline Wozniacki i øjeblikket spiller Australian Open.

Thorbjørn Olesen, der som McIlroy har skiftet til Nike-udstyr, har tilsyneladende hurtigt fået greb om sit nye udstyr

Den unge dansker gik anden runde i 69 slag og er sammenlagt syv slag under par.

Dermed deler han andenpladsen med Jamie Donaldsson fra Wales og Gonzalo Fernandez-Castano. Denne trio er et enkelt slag efter den førende englænder Justin Rose.

Søren Kjeldsen er næstbedste dansker tre slag under par.

- Det har været to gode dage, hvor det meste har hængt sammen. Ved at jeg spillede i Sydafrika i december har det ikke været nogen lang pause, sagde Kjeldsen til Viasat Golf efter sin runde i 71 slag.

For Thomas Bjørn og Andreas Hartø blev det en lang dags venten, før de kunne konstatere, at de lige netop er med i de to finalerunder, der spilles i weekenden.

Anders Hansen er også videre, så hele fem af de seks startende danskere er blandt finalerundens spillere. Kun JB Hansen kom ikke videre.

Læs også: