Rory McIlroy hyggede sig bare med sine venner og en fodbold, men det ser nu ud til at koste ham deltagelsen i næste uges British Open. En titel, som han ellers skulle ud at forsvare.

Helt afskrevet er han endnu ikke, da en talsmand siger til AFP, at McIlroy ikke vil udelukke at stille op. Men vurderet ud fra det billede, han har lagt op på Instagram, ligner han ikke en mand, der skal gå banerne tynde på St. Andrews i Skotland om ti dages tid.

»Total overrivning af ledbåndet i venstre ankel og samtidig skade på tilhørende ledkapsler i en fodboldkamp med vennerne lørdag. Vi fortsætter med at vurdere skadens omfang og behandlingsplanen dag for dag. Genoptræning er allerede påbegyndt. Jeg arbejder hårdt på at vende tilbage hurtigst muligt,« skriver Rory McIlroy til billedet på Instagram.

Nordireren vandt altså den britiske major for et år siden, og derfor skulle han forsvare den titel. Men med foden i en støvle og krykker ser det ikke ud til at kunne lade sig gøre for verdensetteren.