Søndag aften vandt Billy Horschel - foran blandt andre Rory McIlroy - Tour Championship i Atlanta, og dermed vandt han også FedEx Cup, der udløser en bonus på 10 millioner dollars.

Den amerikanske golfspiller Billy Horschel sikrede sig søndag aften den samlede sejr i FedEx Cup, en serie af golfturneringer, der udløser en bonus på 10 millioner dollars, eller cirka 57,5 millioner danske kroner. I den første af de fire sidste turneringer i FedEx Cup havde Horschel endda ikke klaret cuttet, men den 27-årige amerikaner spillede sig for alvor op til slut og tog den samlede sejr efter en delt andenplads ved Deutsche Bank Championship og sejre i både BMW Championship og Tour Championship.

Læs også: Wozniacki træt af korte fyre: Her er kravene til min mand

Og amerikaneren havde da også svært ved at skjule sin begejstring, da det søndag aften var en realitet, at han løb med den samlede sejr.

- Det er fuldstændig utroligt, hvad der er sket de seneste to uger. Og særligt fordi jeg også snart skal være far. Jeg er ikke sikker på, at livet kan blive bedre end dette, sagde Horschel efterfølgende.

Læs også: Her er sandheden om bruddet mellem Caroline og Rory

McIlroy, der indtil sidstedagen var Horschels største konkurrent til at tage FedEx-trofæet, gik ned i tempo, og endte tre slag efter Horschel. McIlroy erkendte, at han på sidstedagen var udmattet, og at han måske havde trukket sin sæsonafslutning en uger længere, end han burde.

Med sejren vandt Horschel altså 10 millioner dollars for den samlede FedEx sejr, og yderligere 1,44 millioner dollars for Tour Championship alene, hvorfor hans samlede gevinst ender lige under 66 millioner danske kroner.