Belgiske Thomas Pieters er glad for sin sejr ved den danske golfturnering Made in Denmark.

Farsø. Flere spillere bejlede helt til det sidste til trofæet ved golfturneringen Made in Denmark i Himmerland, men det blev Thomas Pieters, der trak det længste strå.

Belgieren gik søndagens runde i 65 slag, hvilket svarer til seks slag under banens par og samlet 17 under. Han vandt dermed foran walisiske Bradley Dredge.

Thomas Pieters roser det danske publikum efter sin sejr.

- I har været et af de bedste publikum, vi har spillet for hele året. Det skal I have meget tak for, siger han i sin takketale og understreger, at han håber at forsvare sin turneringssejr næste år.

Der var hård kamp om førstepladsen, men tre birdies på de tre sidste huller sikrede Pieters sejren.

- Jeg havde virkelig brug for en god afslutning. Jeg så, at jeg var et slag bagud før 16. hul. Jeg lavede et godt slag der, men at slutte med to birdies mere var ret fedt.

- Det handler om at vinde turneringer. Jeg er virkelig glad for at have vundet den her. Et af mine mål er at vinde en turnering om året, så man ved, at man forbedrer sig og kan vinde. Det er meget vigtigt. Jeg er rigtig glad, siger han.

Den belgiske golfstjerne bejler ligesom danske Søren Kjeldsen til et af de tre wild cards til Ryder Cup, men han vil ikke spå om sine chancer.

- For at være helt ærlig har jeg fået nok af at snakke om det. Vi finder ud af det i morgen. Der er masser af gode spillere at vælge imellem. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for, at han (kaptajn Darren Clarke, red.) skal vælge mig, siger Thomas Pieters.

/ritzau/