Golfspillere er vant til at være på egen hånd og udelukkende jagte individuel succes, men ved få lejligheder byder muligheden sig for at være en del af et hold.

Det gælder eksempelvis ved Ryder Cup og ved World Cup of Golf, hvor man i sidstnævnte spiller i par ved det uofficielle VM for hold.

Søndag morgen dansk tid strøg Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen til tops i den prestigefyldte turnering i Melbourne som de første danskere nogensinde, og Kjeldsen er ikke i tvivl, hvor det rangerer i hans karriere.

»Det er det bedste, jeg har oplevet. Det er så anderledes at vinde en turnering sammen med en. Det har selvfølgelig været fantastisk de andre gange, jeg har vundet, men det er specielt at dele det med en,« siger han.

»Det har været en fantastisk uge, som jeg aldrig glemmer.«

Ordene kommer fra en mand, som har vundet fire European Tour-titler i karrieren - blandt andet den store Volvo Masters i 2008.

Den 41-årige golfspiller leverede fantastisk spil over fire runder i Melbourne sammen med 26-årige Thorbjørn Olesen.

De to har ikke tidligere tilbragt så meget tid sammen, men naturlig kemi og et hastigt spirende venskab blev nøglen til triumfen.

»Vi har bare haft det så fantastisk godt sammen. Der er et kammeratskab og et venskab, som bare er blevet så stærkt i løbet af denne uge,« forklarer Søren Kjeldsen.

»Thorbjørn og jeg har altid haft det godt sammen, men vi har aldrig rigtigt på den måde brugt tid sammen bare os to.«

Det fik de lejlighed til i Melbourne, og det resulterede i et stærkt sammentømret par.

»Som jeg også sagde, da jeg var færdig, så følte jeg jo, at jeg nærmest ville tage en kugle for Thorbjørn derude. Det prøver vi jo ikke, når vi spiller for os selv uge ud og uge ind,« siger Kjeldsen.

»Men det med at vi er kommet så tæt på hinanden i løbet af ugen har været helt specielt, og det er det, som har været afgørende.«

Sejren indbringer de to danskere 18 millioner kroner til deling.

/ritzau/