Golfspilleren Lasse Jensen sluttede på en delt fjerdeplads ved European Tour-turnering i Marokko.

Rabat. Den danske golfspiller Lasse Jensen kunne længe gøre sig forhåbninger om en triumf på European Tour, men i sidste ende måtte han nøjes med en delt fjerdeplads i Trophée Hassan II i Marokko.

Sent i sidste runde var han blot ét slag fra førstepladsen, men da boet kunne gøres endeligt op, var Jensen tre slag efter italieneren Edoardo Molinari og ireren Paul Dunne, der fortsatte ud i omspil om sejren - med Molinari som vinder.

Danskeren sluttede i samlet seks slag under par efter en afsluttende runde i ét slag under par. Tre birdies og to bogeys blev det til på sidstedagen.

Lucas Bjerregaard førte undervejs turneringen i Rabat, men han faldt sammen på sidste runde, hvor han dumpede fra sjettepladsen til en endelig placering som delt nummer 27.

Han endte i samlet ét slag under par efter en afsluttende runde i tre slag over par. Her måtte han ud over to birdies notere sig tre bogeys og en dobbeltbogey.

Jeff Winther var ét slag dårligere i det samlede regnskab og sluttede som delt nummer 34.

Veteranen Thomas Bjørn var fredag langt fra at klare cuttet.

Ladies European Tour blev afviklet på samme bane i Marokko. Her sluttede Nanna Koerstz Madsen som bedste dansker på en delt 14.-plads.

/ritzau/