15 måneder. Så længe er det siden, at det amerikanske golffænomen Tiger Woods senest var i aktion i en turnering. Torsdag gør han så comeback ved PGA-turneringen Hero World Challenge, som Woods selv er med til at arrangere på Bahamas.

Spørgsmålet er så bare, om han ovenpå blandt andet to rygoperationer kan finde sit tidligere niveau, som i perioden fra 1997 til 2008 var med til at sikre ham 14 majortitler.

Den formstærke dansker Søren Kjeldsen, der i sidste uge vandt World Cup of Golf sammen med Thorbjørn Olesen, har store forventninger til Woods' comeback.

»Jeg vil blive overrasket, hvis han ikke kommer tilbage og vinder minimum én major mere. Det er bare noget i hans dna med styrke og intensitet, der gør, at jeg sagtens kan se ham komme tilbage og bryde igennem, for han er fandeme speciel,« siger Søren Kjeldsen.

Woods har haft problemer med skader i flere år, og han har kun spillet 18 PGA-turneringer siden slutningen af 2013. Det er i de turneringer kun blevet til en enkelt placering i top-ti. Seks gange klarede han ikke cuttet, og tre gange trak han sig med skader.

Søren Kjeldsen pointerer, at Woods ved tidligere comebacks har haft problemer med det korte spil, men det får ingenlunde danskeren til at afskrive Woods.

»Jeg skal på ingen måde måle mig med Tiger, men jeg har også prøvet at stå i en situation, hvor kroppen ikke vil det, som hovedet beder om. Jeg synes, at jeg er kommet igennem det, og som sagt har Tiger gjort ting, som næsten er overmenneskelige, så hvis nogen kan komme tilbage, er det ham, vurderer Kjeldsen.

Han ser det uanset som et løft for sporten at få Woods tilbage på touren.

»De fleste golfspillere vil formentlig sige, at de savner ham i feltet. Han bringer noget til sporten, som ingen af de andre har formået at gøre siden. Uanset hvor gode mange af de nye er, så var der en x-faktor over Tiger. Vi ved godt, hvad han har været igennem, men det er spændende at se, hvilken mand der vender tilbage, lyder det fra Kjeldsen.

PGA-turneringen Hero World Challenge har deltagelse af 18 spillere uden danskere iblandt.

/ritzau/