Søren Kjeldsen fortsatte sit fine spil i British Open, hvor han ligger på tredjepladsen efter andendagen efter flot og stabilt spil.

»Jeg er ikke bange for nogen,« sagde Søren Kjeldsen efter fredagens runde ifølge BBC.

Her var det lykkedes for den 41-årige dansker at gå banen i tre slag under par, således at han i alt er syv slag under par. Det rækker til en samlet tredjeplads sammen med amerikaneren Keegan Bradley.

Resultatet kom i hus efter stabilt golfspil, hvor Søren Kjeldsen i går ikke lavede en eneste bogey.

Så meget desto flottere var præstationen, at Søren Kjeldsen på 16. hul kiksede et forholdsvis enkelt put, hvorefter han smækkede en birdie ud på 17. hul efter et flot, langt put. Det skete lige efter, at Phil Mickelson havde sat et birdie-put, som kortvarigt truede med at øge den førende Mickelsons forspring.

»Jeg føler mig ikke intimideret af nogen. Jeg har vundet over mig selv, og det er sværere end mod enhver modstander,« sagde Søren Kjeldsen.

Heller ikke den ganske alvorlige regn, som spillerne måtte slås med på Royal Troon Club i Skotland, kunne ryste den danske OL-deltager.

»Det er langt hen ad vejen de betingelser, jeg voksede op med. Jeg er vant til at spille i dårligt vejr, og jeg kan godt lide den kamp-mentalitet, som man skal vise i den slags vejr. Jeg trives faktisk med det,« sagde Søren Kjeldsen.

Phil Mickelson, der jo vandt turneringen i 2013, fører som nævnt stadig årets turnering, men hans anden runde var noget mere menneskelig end den første, hvor han gik i otte under par.  I fredagens runde kom den 46-årige amerikaner hjem i to under par, og han havde to bogeys undervejs.

»Jeg er optimistisk både i forhold til denne uge og i forhold til fremtiden. Hvis jeg sammenligner mig selv med, hvordan jeg var for ti år siden, så vejer jeg 17 kilo mindre, og jeg er i bedre form. Jeg føler mig stærkere end nogensinde, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne spille mit bedste golf i de kommende år,« sagde Phil Mickelson.

Formstærke Henrik Stenson indtager andenpladsen efter en flot runde i går, hvor den 40-årige svensker – der jo vandt BMW International foran bl.a. Thorbjørn Olesen i sidste måned – lavede hele syv birdies og en enkelt bogey.

Thorbjørn Olesen var sammen med Lasse Jensen de to andre danske deltagere i årets British Open, men ingen af dem klarede fredagens cut.