Søren Kjeldsen gik anden runde i et slag over par, og han er lige uden for topstriden i US Masters.

Augusta. Den danske golfspiller Søren Kjeldsen er på vej mod et fornuftigt resultat i årets første major-turnering, US Masters.

Fredag gik Kjeldsen anden runde på den ikoniske bane på Augusta National Golf Club i et slag over par, hvilket også er hans samlede score efter de første to runder.

Nordjyske Kjeldsen ligger efter de første to runder som en delt nummer 13 sammen med blandt andre Rory McIlroy.

Danskerens score sikrer, at han er blandt de 53 spillere, som også er med i weekendens to finalerunder.

Han kunne dog være med endnu længere fremme, men bogeys på de to sidste huller spolerede en placering i den absolutte top.

På fredagens andet hul sikrede Kjeldsen sig sin første birdie, hvilket bragte ham midlertidigt op på en delt fjerdeplads. Han havde også mulighed for at lave en birdie på de følgende huller, men putteren svigtede.

Endnu værre blev det på hul seks og syv, der begge endte med en bogey, efter danskeren missede et par korte puts for par.

På hul 13 og 15 fungerede Kjeldsens putter bedre, og med to birdies sørgede han igen for at komme i en samlet score under par. Han endte dog over par efter yderligere to bogeys.

- En ny solid runde med masser af gode golfslag og udfordringer. Nu venter en spændende finaleweekend, skriver Kjeldsen på Facebook.

Amerikanerne Charley Hoffman og Rickie Fowler, spanieren Sergio García og belgieren Thomas Pieters fører efter de første to runder i samlet fire slag under par - fem slag bedre end Søren Kjeldsen.

Turneringens forsvarende mester, Danny Willett fra England, er med stor sandsynlighed ude af turneringen. Han gik anden runde i seks slag over par og er samlet syv slag over. Det forventes, at cuttet er ved seks slag over par.

Holder forventningerne, bliver Willett den første forsvarende mester siden 2004 til at misse cuttet.

Henrik Stenson, der vandt British Open sidste år, er yderligere et slag dårligere og kan altså gå på tidlig weekend.

/ritzau/