Tre birdies på de tre sidste huller sikrede torsdag Lasse Jensen en god start på Maybank Championship.

Kuala Lumpur. Den danske golfspiller Lasse Jensen gik en god første runde ved European Tour-turneringen Maybank Championship i Malaysia.

Danskeren kom rundt i fem slag under par, hvilket ikke mindst skyldtes en suveræn afslutning med birdies på de tre sidste huller.

De fem slag under par rækker til en delt niendeplads, og der er kun to slag op til andenpladsen.

Ingen kunne følge med skotten Marc Warren, som gik de første 18 huller i ni slag under par.

Lasse Jensen kom jævnt fra start og lavede par på de første fem huller. Herefter blev det til birdies på tre af de næste fem huller, inden en bogey trak i den kedelige retning på hul 12.

Spillet blev dog stabiliseret, og på de sidste tre huller accelererede Lasse Jensen med tre birdies, som sendte ham godt frem i feltet.

Lucas Bjerregaard er den anden dansker i turneringen, og han er også godt med efter en runde i tre slag under par.

Det var dog en noget ujævn runde, Bjerregaard fik leveret. Han præsterede imponerende otte birdies, men fem bogeys ødelagde, hvad der kunne have været en suveræn runde.

/ritzau/