Det er ved at være sidste udkald for den japanske golfklub Kasumigaseki, hvis den ønsker at være OL-vært i 2020.

Kasumigaseki skal tillade kvinder fuldt medlemskab, eller også får en anden golfklub værtskabet.

Det fortæller Thomas Bach, der er præsident i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), onsdag.

»Vi har været meget tydelige om, at kun en klub, som tilbyder lige adgang for mænd og kvinder, kan være olympisk vært.«

»Vi er stadig overbeviste om, at Kasumigaseki vil levere. Hvis ikke klubben leverer, finder vi et andet sted,« siger Thomas Bach ifølge AFP.

IOC-præsidenten lagde dermed yderligere pres på den private golfklub, som længe har haft en kontroversiel politik på området.

Klubben tillader kvinder at spille fra mandag til lørdag, men ikke om søndagen, ligesom kvinder ikke kan opnå fuldt medlemskab.

Tidligere i denne uge valgte en skotsk golfklub nær den berømte Muirfield-bane at tillade kvindelige medlemmer for første gang i klubbens 273-årige historie.

Thomas Bach kom med advarslen til den japanske golfklub, da han var på besøg i sydkoreanske Pyeongchang, som afholder vinter-OL næste år.

/ritzau/