Det er ikke så meget golfspillet, der har gjort Paige Spiranac berømt.

Det er… alt det andet.

Men den 23-årige amerikaner er altså golfspiller – og har fået usædvanligt meget opmærksomhed siden sin debut som professionel sidste år. Eksempelvis for sit udseende, der har resulteret i prædikatet ’verdens smukkeste golfspiller’.

Og altså: Hun kan faktisk godt skyde til en golfbold, som hun viser her:

Paige Spiranac har også vundet en turnering i år, godt nok på den uanseelige og lokalt funderede Cactus Tour, men alligevel:

I øjeblikket ligger hun nummer 1.097 på den verdensrangliste, hvor 1.212 spillere er med, men alle de dér golfrelaterede ting er ikke det, der har fyldt omkring Paige Spiranac.

Og det er nok heller ikke skyld i den eksplosive vækst på hendes Instagram-profil, hvor tusindvis af følgere konstant kommer til. Hun har lige nu ramt lige over 827.000 følgere, hvilket er en stigning på 20.000 bare i forhold til sidste uge.

Her er Paige Spiranac også gavmild med billederne:

På Facebook og Twitter har golfspilleren over 100.000 følgere, og hendes ankomst til golfverden har også givet masser af negativ opmærksomhed for billederne, for fremtoningen. For at være mere udseende end sportsudøver.

»Jeg har hørt folk sige, at jeg viser for meget hud og sådan for én på min alder. Jeg synes faktisk, at jeg holder det ret tamt. Der er mange andre derude – fitnessmodeller osv – der lægger undertøjsbilleder ud. Det er der ikke noget galt i, men det er jo ikke noget, jeg gør,« har Paige Spiranac for nyligt sagt til golfmagasinet ’Bunkered’.

Hun fik allerede masser af kritik, da hun i december sidste år fik sin professionelle debut ved Dubai Ladies Master.

»Jeg troede ikke, at min deltagelse i Dubai ville skabe så stor polemik, så det var hårdt at høre og læse om andre mennesker, der sagde ikke så pæne ting om mig. Golf er svært nok, uden at man behøver at have tusindvis af folk, der siger, man skal holde op med at spille. Det rystede virkelig min selvtillid,« siger hun.

Kritikken sidste år har i øvrigt kke afholdt Dubai Ladies Masters fra i år at slå stort på, at Paige Spiranac igen stiller op. Hun er et af de helt store trækplastre, blandt andet på turneringens hjemmeside.

Paige Spiranac ved godt, at hun ikke er en af verdens bedste golfspillere.

»Da jeg blev professionel, tror jeg, at mange folk troede, at jeg ville være så meget bedre, end jeg i virkeligheden var på grund af min profil på sociale medier. De ser en person, der lægger mange billeder ud og får folks opmærksomhed, får mange følgere, og så går de ud fra, at jeg også er en god spiller,« har Paige Spiranac sagt:

»Jeg var nok berømt uden endnu at have resultaterne, men som golfspiller taber man mere, end man vinder. Det er en kliche, men sandt. Og det gør det ikke lettere at stå foran masser af mennesker, der ser dig fejle.«