Ung amerikaner går benhårdt efter at overgå Tiger Woods, der blot var 24 år, da han havde vundet alle golfsportens fire Major-titler.

Der kan blive skrevet international sportshistorie på søndag.

For leverer Jordan Spieth ved US PGA Championship på Quail Hollow-banen i den amerikanske by Charlotte en præstation på samme høje niveau, som da han i sidste måned vandt British Open, overgår han Tiger Woods' rekord i at være den yngste spiller, der har vundet alle golfsportens fire Major-turneringer.

Tiger Woods var 24 år, syv måneder og 25 dage gammel, da det skete for ham i 2000, mens Jordan Spieth i så fald vil være et halvt år yngre.

»Selvfølgelig er det noget, jeg tænker på. Det er dog ikke rekorden, men forsøget på at sikre mig turneringssejren, jeg har som mit primære fokuspunkt,« sagde Jordan Spieth på et pressemøde forud for turneringen i mandags og tilføjede:

»Jeg ved, det bliver svært. En sejr kræver, at jeg alle fire konkurrencedage spiller op til mit allerbedste.«

Lykkes Jordan Spieth med sin mission, vil han blive den blot sjette golfspiller, der erobrer en såkaldt Grand Slam: sejr i såvel US Open, Masters, British Open som US PGA Championship. En præstation, som indtil videre kun Tiger Woods, Jack Nicklaus, Ben Hogan, Gary Player og Gene Sarazen har leveret.

»Jeg er udmærket klar over, at jeg er blandt favoritterne. Men for mig at se har Rory McIlroy de bedste vinderchancer,« sagde Jordan Spieth og henviste til, at nordireren, der i foråret 2014 brød forlovelsen med den danske tennisspiller Caroline Wozniacki, har vundet to PGA Toursejre på Quail Hollow-banen.

»McIlroy føler sig her mere komfortabel end de fleste,« sagde Jordan Spieth, hvis vurdering ikke blev modsagt.

»Jeg går ved US PGA Championship benhårdt efter min femte Major-titel. Det er en af mine yndlingsturneringer, og jeg elsker de udfordringer, som banen stiller,« sagde Rory McIlroy.

Danskeren Jeppe Huldahl, der i sin aktive karriere nåede at vinde en enkelt European Tour-turnering og nu er ekspertkommentator på tvkanalen C More, ser frem til duellen mellem Jordan Spieth og Rory McIlroy.

»De ligger henholdsvis nummer to og fire på verdensranglisten, og går ind til turneringen med masser af selvtillid. Spieths seneste Majorsejr (British Open, red.) er kun få uger gammel, mens McIlroy varmede op med en godkendt femteplads ved Bridgestone International. Der bliver tæt kamp om førstepræmien på knap 12 mio. danske kroner.

Men jeg tror, at McIlroy har de bedste chancer,« siger Jeppe Huldahl, der også ser frem til at følge landsmændene Thorbjørn Olesen, Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn.

»De kommer næppe til at spille med om førstepladsen. Men jeg tror, at Olesen kan komme i top 20. Hans præstationer i denne sæson har været mere stabile end nogensinde,« siger Jeppe Huldahl, der mener, at der også er grund til at tro på et godt resultat af Søren Kjeldsen.

»Det er indiskutabelt, at hans spil i denne sæson, hvor han primært har deltaget i PGA Tour-turneringer, har været knap så godt som tidligere.

Men han er en fighter, så mon ikke han kan blive mellem de 30-40 bedste,« siger Jeppe Huldahl.

US PGA Championship, der i fjor blev vundet af Jimmy Walker, har modtaget afbud fra den tidligere tyske Major-vinder Martin Kaymer på grund af en skulderskade. Han er tilmeldt European Tour-turneringen Made in Denmark i den lille nordjyske by Gatten sidst i august, men hans deltagelse her hænger dermed i en tynd tråd.

---

Sådan går det danskerne

Hvordan kommer det til at gå den danske trio i golfsæsonens sidste Major-turnering, US PGA Championship? Det giver den tidligere danske European Tourturneringsvinder Jeppe Huldahl, ekspertkommentator på tvkanalen C More, her et bud på:

Foto: ROSS KINNAIRD
Vis mere

Thorbjørn Olesen, 27 år:

»Blev senest nummer 10 ved European Tour-turneringen Bridgestone Invitational. Det var fint, og jeg tror på, at han ved turneringen i USA kan placere sig i top-20. Jeg synes, at hans spil er begyndt at stabilisere sig, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, inden han sikrer sig 2017-sæsonens første turneringssejr. Måske kommer den ved Made in Denmark i Himmerland sidst på måneden. Lige nu er han bedst-placerede dansker på verdensranglisten (nummer 78, red.), og da han har alderen med sig, tror jeg, at han et pænt stykke ind i fremtiden fastholder den position.«

Foto: Harry How
Vis mere

Søren Kjeldsen, 42 år:

»Han blev nummer 37 ved The Open i juli og kan ved Major-turneringen i USA igen lave en top 40-placering. Hans sæson har dog ikke været stor. Han indledte året blandt de bedste 50 på verdensranglisten og ligger nu nummer 80. Jeg er sikker på, at Søren har været glad for de nye udfordringer i USA. Men formnedgangen betyder, at han skal håbe på et topresultat i en af sæsonens sidste turneringer for ikke at miste adgangskortet til næste års PGA Tour.«

CHARLOTTE, NC - AUGUST 09: Thomas Bjorn of Denmark plays his shot during a practice round prior to the 2017 PGA Championship at Quail Hollow Club on August 9, 2017 in Charlotte, North Carolina. Ross Kinnaird/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY ==
CHARLOTTE, NC - AUGUST 09: Thomas Bjorn of Denmark plays his shot during a practice round prior to the 2017 PGA Championship at Quail Hollow Club on August 9, 2017 in Charlotte, North Carolina. Ross Kinnaird/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY == Foto: ROSS KINNAIRD
Vis mere

Thomas Bjørn, 46 år:

»Hans spil og resultater har det seneste stykke tid haften opadgående tendens. Placeringen som nummer 15 ved Scottish Open i sidste måned var meget tilfredsstillende. Men det koster mentale kræfter at være nyudpeget kaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold. Således er han nu nede som nummer 532 på verdensranglisten. Det vil være fint, hvis han kan klare cuttet og dermed kvalificere sig til weekendens finalerunder. Men en topplacering skal man ikke forvente.«.

Turneringen kan på dansk tv ses på streamingtjenesten Viaplay og Viasat Golf. Torsdag og fredag indledes transmissionerne klokken 19, mens starttidspunktet i weekenden er klokken 20. Kommentatorer: Henrik Knudsen, Thomas Heiredal og Leif Nyholm.