Hverdagen har indfundet sig hos golfspilleren Thorbjørn Olesen, fire dage efter han høstede karrierens hidtil største triumf.

På førstedagen af Nedbank Golf Challenge i Sydafrika kunne nordsjællænderen slet ikke finde takterne fra sidste uge og gik de 18 huller i 77 slag, hele fem slag over par.

Det rækker til en foreløbig placering som nummer 65.

Efter at have gået de første fem huller i par, gik det galt på hul seks, hvor Olesen måtte sluge en tredobbelt bogey, da han brugte syv slag på et parfire-hul.

Efter endnu en bogey på næste hul fik danskeren stabiliseret spillet og var to slag over par, da han gik i gang med 17. hul.

Her blev det dog til en dobbelt bogey, inden en helt igennem skidt dag sluttede med en bogey på sidste hul.

Thorbjørn Olesen scorede mere end otte millioner kroner, da han i søndags sikrede sig sejren i Turkish Airlines Open i Tyrkiet.

Der er næsten lige så mange præmiepenge på højkant i Nedbank Golf Challenge, men umiddelbart er der ingen af de fire danske deltagere, der blander sig i kampen om førstepladsen.

Bedste dansker efter første runde er Lucas Bjerregaard, der efter en runde i par er placeret på en delt 21.-plads.

Tre spillere deler førstepladsen i 68 slag, fire under par. Det er Felipe Aguilar fra Chile, sydkoreaneren Jeunghun Wang og englænderen Ross Fisher.

/ritzau/