Englænderen Tom Lewis måtte ’nøjes’ med at tangere banerekorden på Made in Denmarks førstedag, hvor han ellers længe lå til at præstere laveste runde nogensinde på European Tour.

Som nummer 647 på verdensranglisten er det sjældent, at den 25-årige engelske golfspiller Tom Lewis gør sig specielt positivt bemærket. Men førstedagen af European Tour-turneringen Made in Denmark var en undtagelse.

Længe så det ud til, at han ville gå de 18 huller 12 slag under par. Men missionen om at præstere Tourens laveste runde nogensinde på 59 slag mislykkedes på grund af en række fejlslag til slut.

»Undskyld,« lød hans bemærkelsesværdige kommentar til mediernes udsendte, da han dukkede op i mixedzone, hvor spillere og journalister har mulighed for at tale sammen.

Men at Tom Lewis ligefrem havde noget et beklage må være en sandhed med modifikationer. Således var han så godt spillende, at han med 62 slag tangerede Kristoffer Brobergs to år gamle banerekord og dermed deler turneringens førsteplads med belgieren Thomas Pieters og svenskeren Joakim Lagergren.

Set fra et dansk synspunkt var førstedagen langt fra uproblematisk.

Bedst placeret inden det går løs igen fredag morgen er Jeff Winther og Søren Kjeldsen på en delt 22. plads tre slag under par.

»Jeg slog nogle løse slag på de sidste tre huller, men alt i alt er jeg meget tilfreds med dagen. Det var bedre end de sidste tre turneringer, jeg har spillet,« sagde Søren Kjeldsen.

Til gengæld var Thomas Bjørn utilfreds med sin placering som nummer 90 - et slag over par.

»Jeg kan ikke finde ud af det i øjeblikket. Det var en skidt dag, og det var sørgeligt,« sagde Thomas Bjørn.

I øvrigt modtog svenskeren Robert Karlsson det største bifald, da han på 16. hul lavede hole-in-one. Alle troede han havde scoret den helt store gevinst. Men straks efter udsendte arrangørerne denne meddelelse:

»Det er først fra på lørdag, at der er Garia-biler på højkant på vores ikoniske hul. Desværre, Robert!«