Ian Poulter er ikke i tvivl. En major-sejr betyder langt mere end en guldmedalje til OL.

US PGA Championship nærmer sig afslutningen. Det samme gør OL i London, og dermed er der fire år til næste omgang med de olympiske ringe. I 2016 er det Rios tur til at arrangere mega-begivenheden, og når flammen tændes i den brasilianske storby, er der for første gang siden 1904 igen golf på programmet.

Skeptikerne har sået tvivl om, hvorvidt golfsportens største stjerner vil finde det attraktivt nok at spille om olympisk metal, og Ian Poulter hører til dem, der giver kritikerne lidt næring.

- At vinde OL-guld vil aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde komme i nærheden af at vinde en major, siger englænderen til golfmagic.com.

- Der er for meget historie involveret i en major til at OL nogensinde skal opnå en lignende status. Men hvis jeg kvalificerer mig, spiller jeg naturligvis. Jeg er sikker på, at der er en belønning i at deltage i OL og vinde en medalje, men hvordan kommer det til at passe ind i kalenderen, spørger Poulter - velvidende, at der i 2016 også skal spilles Ryder Cup.

- Vi spiller nok golf som det er nu uden at smide en ekstra turnering ind. Det er svært for mig at se, hvordan de kan få tingene til at nå sammen. Men vi må vente og se, siger han til Gollfmagic.