Tiger Woods tror ikke længere på, at han igen kan blive helt rask.

Manden, der en gang var verdens suverænt bedste golfspiller, vil sandsynligvis resten af livet skulle kæmpe med enorme smerter.

Den nu 41-årige Tiger Woods var med i Dubai Desert Classic tidligere i denne måned, men han trak sig inden anden runde på grund af rygproblemer.

Den amerikanske golfspiller spillede i december sin første turnering i 15 måneder, hvor han blev nummer 15 ud af 18 deltagere i Hero World Tour Challenge i Bahamas. Den pause, han har været nødt til at tage, skyldes to ryg-operationer.

»Der har været mange gange, hvor jeg har tænkt, at jeg aldrig igen kommer til at spille golf på eliteniveau igen,« siger Tiger Woods til Dubai-magasinet Vision. Det skriver BBC.

»Det har været hårdt. Det har nærmest været brutalt. Nogle gange har jeg haft brug for hjælp for bare at komme ud af sengen,« siger han.

Sin nuværende tilstand beskriver han som god - uden at være storartet.

»Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at føle mig storartet igen. Jeg vil altid være lidt øm. for nu har jeg haft tre rygoperationer og fire knæoperationer,« siger Tiger Woods.

»Men så længe jeg kan funktionere, er jeg tilfreds med det.«

Den seneste turneringssejr havde Tiger Woods i 2013. Den seneste turneringssejr i en af de store golfturneringer - de såkaldte majors - ligger helt tilbage til 2008, hvor han vandt US Open for tredje gang.

Tiger Woods håber at kunne spille med i Masters i august.

»Min generation er ved at blive ældre, men hvis jeg stiller op, så gør jeg det med en ambition om at vinde,« siger Tiger Woods.