Rory McIlroy er tilsyneladende en bedre golfspiller efter bruddet med danske Caroline Wozniacki. Den konklusion ligger i hvert fald snublende nær, efter at den nordirske golfstjerne søndag aften vandt BMW PGA Championship på Wentworth-banen i England.

Dermed ødelagde han for anden gang på mindre end en uge en danskers drøm. Først var Caroline Wozniacki, som McIlroy foretog et særdeles offentligt brud med tidligere på ugen, umiddelbart efter at det feterede sportspar havde nået at sende invitationer ud til et storstilet bryllup senere på året.

Og søndag aften var det Thomas Bjørn, der gik glip af den sejr, som han ellers havde været snublende nær på.

Den danske ekspert og golf-kommentator på Viasat, Leif Nyholm, forudsagde efter bruddet mellem Wozniacki og McIlroy, at det ville få en positiv effekt på golfbanen:

- Det var jo lige det, jeg sagde, konstaterer Nyholm.

- Hvis han nu ikke har været helt sikker, og hvis det har gået og tynget ham, så er det klart, at det har påvirket ham. Og det ser i hvert fald ud til, at han spiller bedre nu, fastslår Nyholm.

Forud for turneringen havde McIlroy fastslået, at han næppe ville kunne undgå at være påvirket af bruddet, men det var nok ikke på den måde, at han mente det:

- Jeg vil ikke lyve. Det bliver virkelig svært, men når jeg kommer tilbage i ringen, så vil jeg forsøge at koncentrere mig om opgaven. Jeg vil forsøge at holde mig selv beskæftiget og få en god uge på banen, sagde nordireren, og man kan roligt sige, at det lykkedes ham at leve op til sine egne forventninger.

Da han blev interviewet efter sejren, var det heller ikke længere bruddet med Wozniacki, der fyldte hans tanker.

- Det er lang tid siden, 18 måneder, at jeg sidst har vundet på Europa Touren, så jeg er virkelig glad for sejren. Jeg spillede godt og solidt, jeg var lidt i problemer om fredagen, men i weekenden var der nogle af fyrene, der lå foran mig, som begik nogle fejl, konstaterede den lille nordirer med et lille smil uden at bide på krogen, da intervieweren spurgte ham om hans 'svære uge'.

En af dem, der begik fejl, var Thomas Bjørn. Den danske veteran var inden søndagens finalerunde på sikker kurs mod sejren med fem slags forspring til sin nærmeste konkurrent, englænderen Luke Donald. Men efter en birdie og en bogey på fjerde og femte hul, gik det helt galt for det danske Bjørn på sjette hul, hvor han blev noteret for syv slag, en triple-bogey. Resten af runden blev danskeren noteret for tre bogeys og tre birdies, så han endte med en score på 75 slag svarende til tre over par. Det betød, at Thomas Bjørn rutschede fra en sikker førsteplads ned på en samlet tredjeplads, to slag efter den vindende nordirer.

Leif Nyholm fastslår, at Thomas Bjørn bare ikke var god nok på den sidste runde.

- Han får en mavepuster der på sjette hul, og han spiller ikke så godt, som han skal. Tre over par for den sidste runde er ikke godt nok, der skal du langt ned i resultatlisten, før du finder en tilsvarende sidste runde.

- Måske han er blevet påvirket af situationen.  Man får enormt meget opmærksomhed, når man hedder Thomas Bjørn og ligger nummer et. Men han er ellers inde i en rigtigt god stime, så det kan blive til en fantastisk sæson. Og nu er han i hvert fald på Ryder Cup-holdet, siger Nyholm.