Efter en turneringspause skal Søren Kjeldsen banke lidt rust af, siger han efter exit i debut på PGA Touren.

Golfspilleren Søren Kjeldsen er ved at finde sig til rette i USA, hvor han i denne sæson kæmper med mange af de bedste golfspillere i verden på den amerikanske PGA Tour.

Kjeldsens debut blev dog en blandet fornøjelse, og efter en anden runde i tre slag over par missede han cuttet i Sony Open på Hawaii.

Danskeren var mærket af, at det var hans første turnering siden slutningen af november.

»Min træning var gået godt op til turneringen, og jeg var meget positivt overrasket efter første runde, hvor jeg spillede rigtig solidt (i fire under par, red.).«

»Så begyndte det at glide en lille smule, og der kunne jeg godt mærke, at jeg har været turneringsfri i knap to måneder, da der kom en masse fejl oven i hinanden,« siger Søren Kjeldsen.

»På en runde midt i sæsonen vil jeg nok have et eller andet trygt slag, jeg kan gå over til for at komme tilbage, hvis jeg ikke lige spiller en perfekt runde. Det havde jeg ikke i dag. Fundamentet skal lige bygges op igen,« siger han.

I 1998 blev Kjeldsen indlemmet på European Tour, og de fleste turneringsbaner i Europa har han besøgt mange gange.

Derfor er det lidt af en omvæltning at spille på nye, ukendte baner i USA.

»Golfen er det samme, men jeg kommer til baner, jeg ikke har set før, og jeg ved ikke, hvor de forskellige ting ligger.«

»Det kan selvfølgelig godt have forstyrret mig lidt, og det skal jeg vænne mig til, men det er også en af de udfordringer, der gør, at jeg glæder mig til turneringerne,« siger Søren Kjeldsen.

Uden for Danmarks grænser er der næppe mange, som har haft fokus på Kjeldsens to runder på Hawaii.

Den 23-årige amerikaner Justin Thomas har snuppet rampelyset, da han står noteret for 123 slag. Det svarer til 17 under par og er det laveste antal slag, der nogensinde er brugt efter to runder i en PGA-turnering.

En score som også Kjeldsen har bemærket.

»Det er godt nok fantastisk. Han vandt i sidste uge, og han har formået at tage det videre. Det er fedt at se, og det er en fed fornemmelse at have som golfspiller, når det barer kører derudaf,« siger danskeren.

/ritzau/