Når verdens bedste golfspillere i dag slår ud på den legendariske Augusta-bane til den store US Masters-turnering, så vil manges øjne være rettet mod tidens største golfstjerne, Dustin Johnson.

For ikke bare er Johnson i sit livs form, men han er også golfsportens bedste bud på en ny Tiger Woods – en golfspiller med potentialet til at opnå superstjernestatus langt uden for golfkredse.

For han har hele pakken til at nå ud til masserne: Et uomtvisteligt talent, et godt udseende – og ikke mindst en farverig baggrund med stoffer (måske), druk og smukke damer.

Den 32-årige amerikaner går ind til US Masters som verdensetter for første gang i karrieren efter tre sejre i de seneste tre turneringer, han har stillet op i.

Faktisk har han vundet syv af de seneste 17 turneringer, han har spillet, siden han hentede sin første major-sejr i juni sidste år ved US Open.

»Dustin Johnson er deltagerfeltets mest formstærke. Derfor er der sikkert mange, der vil pege på ham,« siger den danske US Masters-deltager, Søren Kjeldsen, til BT.

Golfsuperstjernen Dustin Johnson jubler efter sejren i Genesis Open sammen med konen Paulina Gretzky og sønnen Tatum.
Golfsuperstjernen Dustin Johnson jubler efter sejren i Genesis Open sammen med konen Paulina Gretzky og sønnen Tatum. Foto: Harry How
Vis mere

Uden for banen har Dustin Johnson – eller bare DJ blandt venner og fans – levet et kontroversielt liv, som har givet ham flere bump på vejen mod toppen.

Blandt andet da han i 2009 kort efter en turneringssejr i AT&T på Pebble Beach-banen blev stoppet af politiet for at køre i bil i påvirket tilstand.

Det var ikke Johnsons første møde mod lovens lange arm. I 2001 var golftalentet, dengang bare 16 år gammel, involveret i et røveri af en pistol sammen med fire andre teenagere.

Efterfølgende blev Johnson truet af en vens storebror til at købe patroner til pistolen. Nogle dage senere skød vennens storebror en mand i hovedet og blev idømt en livstidsdom i fængsel. Johnson vidnede i drabssagen.

Det største bump på problembarnet Johnsons vej mod toppen kom dog i juli 2014. Her meddelte golfstjernen, at han ville tage en pause fra sporten på ubestemt tid for at få styr på ’nogle private anliggender’.

»Jeg vil bruge pausen til at få professionel hjælp til de personlige udfordringer, jeg står over for,« forklarede Johnson blandt andet - uden at komme nærmere ind på problemet.

Rygterne svirrede efterfølgende om et kokainmisbrug, som havde bonget ud i en dopingtest. Det har hverken Johnson eller golfforbundet PGA dog bekræftet. PGA kaldte det en frivillig pause og ikke en karantæne.

Johnsons meddelelse kom dog ikke som et chok for golfverdenen. Det var alment kendt, at druk og for mange fester havde været en del af hans liv. Og sågar affærer med golfkollegaers kærester, blev der snakket om.

Det med drukken har Johnson da også indrømmet. Han brugte branderterne til at lette presset, han følte i en resultatorienteret hverdag som topatlet.

»Min måde at slippe af med presset gik gennem druk og fester. Det virker i et par dage eller et par uger, men det indhenter dig til sidst,« siger Johnson, som i 2013 mødte ishockeylegenden Wayne Gretzkys modeldatter, Paulina Gretzky.

Efterfølgende levede de et festfyldt kendis-liv, som især Paulina Gretzky flittigt dokumenterede på de sociale medier.

Dustin og Paulina fester løs på Instagram:

Siden fulgte Johnsons pause fra golfsporten i 2014, som varede godt et halvt år, og i dag har parret skruet ned for festblusset og op for fokusen på at skabe en lille familie.

Paulina Gretzky fødte i januar 2015 hende og Johnsons førstfødte, sønnen Tatum.

»Jeg savner ikke at vågne op med tømmermænd. Jeg drak ikke så tit, men når jeg gjorde, så drak jeg lidt for meget,« siger Dustin Johnson.

I de seneste par sæsoner har den fysisk stærke verdensetter med det enorme slag for alvor fået foldet sit enorme potentiale ud, hvilket han ikke mindst kan takke sin svigerfar for, som han bor tæt på.

Wayne Gretzky, som betragtes som den bedste ishockeyspiller nogensinde, brugte - og bruger stadig - meget tid sammen med Johnson i dennes pause fra sporten.

»Det er det bedste i verden at være en professionel sportsudøver. Det er et privelegie,« har Gretzky sagt i et interview til Golfweek, hvor han også fortæller, at han har givet Johnson et andet vigtigt råd: At han skal bevare sulten – uanset hvor succesfuld han bliver.

Dustin Johnson med sin kone og Gretzky-svigerfamilien:

Det råd - og andre - synes Johnson at have taget til sig.

»Jeg modnedes virkelig i de måneder. Jeg begyndte at blive en person, som mine børn ville kunne se op til,« sagde Johnson kort efter sin tilbagevenden til golfen.

Med det seneste års resultater i bagagen er amerikaneren en naturlig favorit til årets US Masters. I skrivende stund torsdag formiddag er der dog fortsat tvivl om verdensetteren bliver klar til at slå ud.

Onsdag faldt han nemlig ned af en trappe i det hus, han lejer i Agusta, og beskadigede sin ryg.