Normalt er koncentrationen på sit højeste, når golfspillerne skal slå de afgørende slag. Det var også tilfældet for Brandon Stone, men så ville en flodhest lege med.

Det store dyr, der hvert år har 100-150 menneskeliv på samvittigheden, blandede sig, da favoritten Brandon Stone spillede European Tour i hjemlandet Sydafrika på golfbanen Leopard Creek.

Golfbanen ligger klos op ad Krueger National Park, og det var da også fra den park, flodhesten kom fra.

Hele seancen blev optaget på video, den kan du se nedenfor.

På videoen ser man Brandon Stone og de andre folk på banen stoppe op og holde et vågent øje med flodhesten, der står på den anden side af floden.

Flodhesten bevæger sig så ned i vandet, men til alles held beslutter den at svømme væk langs floden.

Den specielle oplevelse ødelagde dog ikke koncentrationen hos Brandon Stone, der vandt sin anden European Tour titel med en sejr på syv slag ned til nummer to. Dermed kunne Brandon Stone hæve trofæet, der pudsigt nok også forestiller et af Afrikas farlige dyr.