Japans medie-darling 20-årige Ryo Ishikawa er nu kun 85.000 dollar fra at sikre sig PGA Tourkortet.


Nej, det er ikke Italiens Matteo Manassero, New Zealands Danny Lee, Englands Tom Lewis eller USA's Rickie Fowler, som Tiger Woods ville gå ud for at se, hvis han skulle vælge at følge en af de nye unge talenter, der er på vej frem. Woods ville derimod vælge Japans 20-årige Ryo Ishikawa.

-Jeg kan lide den måde, han spiller på, den måde han tackler tingene på, og jeg er virkelig begejstret for hans putting. Det er et pænt rent slag. Jeg synes også, at den måde han agerer på undervejs på en golfbane er temmelig flot for en person, som stadig er teenager.

Sagde Tiger Woods, da han sidste år blev spurgt af pressen, hvem af de unge han helst ville se.

LÆS OGSÅ: Stor bøde til gavmild Ishikawa

Og nu er det sandsynligt at endnu flere end Tiger Woods vil følge unge Ishikawa. For dels har han fået en flot invitation til næste måneds Masters og dels har han, i kraft af en fornem andenplads efter George McNeill i sidste uges PGA Tour-turnering Puerto Rico Open, indtjent så meget, at han nu kun er 85.000 dollar fra at have sikret sig et PGA Tour kort.

Ryo Ishikawa, der i 2007 i en alder af 15 år og otte måneder blev den hidtil yngste vinder af en Japan Golf Tour turnering -- den første af i alt ind til nu 10 sejre verden over -- vil sikkert også glæde sig over, at kunne henlægge sin base til USA, for i hjemlandet kan verdensranglistens nr. 47 dårligt gå uden for en dør, før det skaber trafik-kaos.

LÆS OGSÅ: Tom Lewis blev årets debutant

Så enormt populær er Ishikawa, og den unge mands gude-status bliver ikke blegere af, at de japanske medier nærmest følger ethvert skridt han foretager. 15-20 reportere og fotografer er konstant i hans kølvand. På golfbanen, på driving range, på parkeringspladsen og i klubhuset, når han spiser frokost.

Fra i dag skal de i aktion igen, når Ryo Ishikawa stiller op i PGA Tour-turneringen Transitions Championship i Palm Harbour, Florida.

I de to første runder går han i en trebold med to jævnaldrende talenter, føromtalte 21-årige Tom Lewis, som er med på en invitation, og amerikaneren Bud Cauley, der i morgen kan fejre sin 22 års fødselsdag.

Turneringens mest interessante trebold omfatter sidste uges vinder Justin Rose, England i selskab med landsmanden, den tidligere verdensetter Luke Donald og Sydkoreas Players Championship-mester K.J. Choi.

Kilde: PGA Tour