Søren Kjeldsen styrede mod en dyb personlig krise, men legen fik ham op ad hullet. Nu sigter han mod at blive verdens bedste.

Hvad har Søren Kjeldsen til fælles med jazzmusikken og fodboldholdet FC Barcelona?

Som han står der med sin velkendte solhat, blonde lokker og pænt golftøj, kan det virke umuligt at spotte sammenligningen med jazzmusikkens afroamerikanske rødder og FC Barcelonas stjerneparade. Men for Danmarks hotteste golfspiller lige nu giver sammenligningen fin mening. Det handler om legen. Om at smide kassetænk-ningen og det traditionelle over bord og lade sig inspirere af glæden over passionen. Den glæde, der for år tilbage var ved at blive afløst af frygten for ikke at slå til.

BT møder 40-årige Søren Kjeldsen i naturskønne omgivelser på ’The Scandinavian’ i Farum. I april blev det til en flot syvendeplads ved den stærkt besatte US Masters, og dermed fortsatte Søren Kjeldsen den optur, der på belejlig vis ser ud til at have sat sig fast som en knækket tee i græsset. Selv mener han, at han aldrig tidligere i karrieren har spillet 12 så gode måneder i træk.

Måske netop derfor er smilet bredt, da Søren Kjeldsen sætter sig i den eksklusive golfklub, afviser kaffen og bestiller en earl grey (man har vel boet 11 år i England) og tager sig god tid efter en tidlig morgentræning. Søren Kjeldsen har noget at fortælle. Om nedturen, om vendepunktet, om golfen som familieprojekt og ambitionen at blive verdens bedste.

* * * * *

Krisen

For at forstå, hvor Søren Kjeldsen står i dag, er det umuligt at ignorere den historie, som i 2011 fyldte i medierne, men intet i forhold til Søren Kjeldsens hoved. Sagen om de tre millioner kroner i sponsorpenge, som Kjeldsen aldrig modtog af sin daværende manager Søren Broberg, da sidstnævntes selskab gik konkurs. En økonomisk lussing, der kom til at svide i de følgende år, men som med tiden endte som en gave i en grim indpakning.

Den danske golfstjerne Søren Kjeldsen er trods en alder på 40 år overbevist om, at han fortsat kan gøre sig til i verdenseliten.
Den danske golfstjerne Søren Kjeldsen er trods en alder på 40 år overbevist om, at han fortsat kan gøre sig til i verdenseliten. Foto: Morten Germund
Vis mere

»Det, der i virkeligheden skete, var, at legen forsvandt. Lige pludselig var det noget med, hvor mange penge jeg havde mistet, var jeg stadig god nok til at spille? og kunne jeg beholde mit job? Det var to ord: Tungt og bekymringer,« siger Søren Kjeldsen, der godt nok blev ved med at holde sig på Europa Touren, men slæbte rundt på en byrde, der forplantede sig i slagene.

»Det var en pose fyldt med alle mulige forskellige følelser. Har jeg haft dage, hvor jeg tænkte ’jeg er ikke god nok til det her mere’, ’jeg kan ikke konkurrere mod de andre’, ’jeg kan ikke leve af det mere’? Absolut. Og er det sjovt at stå i sådan en situation? Nej. Og tænkte jeg i de situationer, at jeg måske skulle lave noget andet?«

Han holder en pause og puster ud, inden han besvarer sit eget spørgsmål.

»Tanken skræmte mig, fordi jeg elsker at spille golf. Jeg blev bange for, at jeg blev nødt til at finde noget andet at lave. For to år siden klarede jeg mig stadig lige præcis, men der var ikke ret langt derfra til, hvor jeg ville begynde at miste penge på at gå på arbejde. «

* * * * *

Vendepunktet

For Søren Kjeldsen er vendepunktet let at placere. Personificeret af den tidligere OL-guldvindende roer og nuværende mentalcoach Arne Nielsson og i tidsmæssig forstand ugen før den danske Europa Tour turnering ’Made in Denmark’ i 2014.

Arne Nielsson tvang Kjeldsen til at italesætte udfordringerne og finde legen i træningen.

»Alle mine bekymringer havde sat sig i ét slag i mit spil. I driveren. Jeg følte, jeg slog drives med en spændetrøje på,« fortæller Kjeldsen, der i den uge op til Made in Denmark blev udfordret til at dyrke sine fejl og være nysgerrig på dem. Det blev vejen ind til at lege sig ud af sine udfordringer, og det har holdt ved. Siden har resultaterne fulgt med.

»En af de ting, jeg fik rigtig mange kommentarer på efter Masters, det var, at jeg så ud som om, jeg var den eneste, der nød det. Og det gjorde jeg vitterligt. Jeg nød hvert sekund af det, og det er en attitude mere end noget andet,« fortæller den sindige jyde og fortsætter:

»For mig som person ligger bekymring og det at tænke ekstra meget over tingene meget nært, men samtidig ved jeg, at når jeg spiller bedst,har jeg letheden og legen i mig. Det er det, som Arne og jeg er lykkedes med, siden vi begyndte igen. Vi har fået legen og letheden ind i mig, og det har været den store forskel,« påpeger Søren Kjeldsen og fremhæver gevinsten af, at Arne Nielsson slet ikke er golfkyndig. Førhen brugte han sin tekniske træner til stort set alle problemer. Nu kan han bruge ekspertisen fra sin træner, Colin Smith, mere fokuseret.

»I virkeligheden kunne jeg lige så godt spørge min ni-årige eller 12-årige søn: Hvad synes du? Hvad skal vi prøve? Så man får den der leg ind i det. Jeg kan lege mig frem til løsninger. Jeg tror på, og det gælder ikke kun i golf, at når du får aha-oplevelsen,er den meget stærkere, end når nogen giver den til dig.«

»Kan jeg blive den bedste i verden? Måske. Jeg er ret overbevist om, at jeg kan blive mellem de 10 bedste i verden, og kan man det, så tror jeg også, man kan blive nummer et.«
»Kan jeg blive den bedste i verden? Måske. Jeg er ret overbevist om, at jeg kan blive mellem de 10 bedste i verden, og kan man det, så tror jeg også, man kan blive nummer et.« Foto: Morten Germund
Vis mere

Og så er vi fremme ved den usandsynlige kobling mellem jazzmusikken, FC Barcelona og Søren Kjeldsen. Om at opsøge flowet, lade musikken og spillet flyde og ikke lade sig stoppe af fejl.

»Det er der jo en kæmpe frihed i, og den frihed tror jeg er nødvendig, hvis man skal helt op og ramme toppen. Det er da også derfor, alle elsker at se Barcelona spille fodbold. De spiller med smil på læben som om, de var 12 år gamle. Det er der ikke ret meget model og kasse over, og det er sådan, de får det op på et højere niveau. Det er det, som jeg er i gang med, og jeg har kun været i gang med det i halvandet år. Jeg er først lige begyndt.«

* * * * *

Verdens bedste

Da Søren Kjeldsen i april landede en syvendeplads i Masters, var det efter en kinddans med golfens sværvægtere. Så meget desto mere opløftende, at spillet i perioder rakte til en højere placering. I 2009 blev det til en sjetteplads ved PGA Championship, den foreløbigt bedste placering i en major, men det skal forbedres. Hans nye og forbedret golf-jeg er kun i gang med indledningen. Troen på en major bobler.

»Absolut. Nu er jeg nået til et vist niveau, men jeg føler stadig, jeg kan forbedre mig enormt meget. Hvis jeg skal sætte et tal på, føler jeg, at jeg har 30 procent mere i mig. Det betyder, at jeg kan komme meget langt frem. Kan jeg blive den bedste i verden? Måske. Jeg er ret overbevist om, at jeg kan blive mellem de 10 bedste i verden, og kan man det, så tror jeg også, man kan blive nummer et.«

Så du tør godt sige, at du kan blive den bedste i verden?

»Jeg tror, der er en mulighed. Jeg er langt fra det punkt, hvor jeg siger, at nu kan jeg ikke blive bedre. Så kan det lade sig gøre? Det må tiden vise. Nu fik jeg syvendepladsen til Masters, hvor tingene ikke gik min vej på de sidste huller. Der var der ingen, som jeg tænker, jeg ikke kan slå. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle begrænse mig selv. Det ville være åndssvagt.«

 

* * * * *

Familien

For Søren Kjeldsen går jagten mod det ultimative ikke alene. Langt fra. Foruden træner, mentalcoach og kiropraktor står hustruen, Charlotte, og parrets tre børn, Emil (12), Mads (ni) og Karla (fire), bag ham. Et fast anker i en tilværelse, der byder på mere end 200 rejsedage om året og tanker om golf i de resterende. Søren Kjeldsen er golfspiller helt ind under huden, og det kan gøre ham sårbar.

»Jeg har aldrig været der, hvor jeg har kunnet lægge arbejdet fra mig, når jeg kom hjem. Det kan jeg ikke. Jeg lever og ånder golf. Jeg ville ønske, jeg kunne lægge det en lille smule mere fra mig, men det er jeg ikke ret god til. Derfor er det rigtig svært i de perioder, hvor det går dårligt,« erkender han i et tilbageblik på krisen, der slog ham ud af kurs. Men som også lærte ham, at det er slut med at have ondt af sig selv.

»Det, som i virkeligheden kan være svært og noget som ligger tæt på min persontype, er, hvis jeg får ondt af mig selv. Det kan Charlotte ikke have med at gøre. Jeg kan godt være sårbar og have det skidt, men jeg skal ikke have ondt af mig selv. Der er vi også blevet klogere på hinanden i den omgang, vi har været igennem,« fortæller Søren Kjeldsen, der i dag kan glæde sig over, at tankerne er vendt til det positive.

Hvordan kobler du af? Tænker du på andet end golf?

»Det er svært, for det fylder rigtig meget, men heldigvis har jeg tre sunde og raske børn. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg er der 100 procent, når jeg er sammen med dem, men det er tæt på. Jeg lægger nok aldrig golfen helt,« lyder det ærligt fra Kjeldsen, der nyder at dele sin egen passion med sønnerne Mads og Emil, som allerede har taget golfen til sig. Snart bliver det formentlig datteren Karlas tur.

Den danske golfstjerne Søren Kjeldsen.
Den danske golfstjerne Søren Kjeldsen. Foto: Morten Germund
Vis mere

»Nu havde jeg dem med til Masters, og vi havde nogle fantastiske oplevelser. Også når jeg ikke spillede golf. Men det er klart, at golf ekstremt meget er omdrejningspunktet. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg har en rigtig god balance i mit liv, men det vil nok være løgn,« griner golfnørden, der senest kunne se en video af sin søn Mads gå viralt. Her satte Kjeldsen junior et put på Augusta-banen og leverede en jubelscene i bedste Happy Gilmore-stil.

Men selvom begge sønner har talent, og Søren Kjeldsen selv vader i det, afholder han sig fra at coache dem.

»Jeg lader dem spille og lege med det. De sidder i skolen otte timer hver dag og får at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis de så kommer ud på golfbanen og kun får at vide, hvad der er rigtigt og forkert, tror jeg ikke, det er godt for dem. For mig, når du dyrker sport, skal du lege.«

Selv vil han lege sig til at blive verdens bedste.