KØB PLUS!

Danskernes kinesiske Volvo i tomgang

Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen er udenfor top 20 i Volvo China Open

Det så lyst og lovende ud efter åbningsrunder i fire under par ved Volvo China Open for Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen.

Men det blev ikke fulgt op i sammes stil, da de fredag afviklede anden runde.

Betingelserne var da heller ikke lige så gode som torsdag, da blæsten havde taget til over Binhai Lake i Tianjin.

Søren Kjeldsen kom fredag rundt i par efter blandt andet fire birdies og fire bogeys på kortet. Samlet faldt han tilbage til en foreløbig 25. plads med en total i -4.

Thorbjørn Olesen brugte fredag 73 slag (+1) efter en blandet landhandel med seks bogeys og fem birdies. Samlet rykkede det ham ned på en foreløbig 34. plads.

En stor del af feltet er dog ikke færdig med anden runde.

Blandt hængeparterne er Søren Hansen. Han kom torsdag rundt i par, og han skal formentligt levere en anden runde i -1 eller -2, hvis han skal med i weekendens finale.

Den forsvarende vinder, Nicolas Colsaerts, rykkede fredag op på en foreløbig førsteplads.