Golfspilleren Jeff Winther kan nå at blande sig i topstriden i en European Tour-turnering i Sydafrika.

Johannesburg. Det kan sagtens blive en god weekend for den danske golfspiller Jeff Winther, som blot er tre slag fra to førende sydafrikanere efter første runde i BMW SA Open i Sydafrika.

Jeff Winther gik torsdagens første runde i 69 slag, hvilket svarer til tre slag under banens par.

Undervejs lavede Jeff Winther tre bogeys, men dobbelt så mange birdies, så det endte med at blive en god startrunde.

I toppen fører sydafrikanerne Trevor Fisher og Keith Horne, som begge brugte 66 slag på de første 18 huller.

Der er flere stærke navne i toppen. Nordireren Rory McIlroy er delt treer, og den tidligere verdensetter er blot et enkelt slag efter den sydafrikanske frontduo.

McIlroy er placeret side om side med blandt andre tre sydafrikanere. De sydafrikanske golfspillere har generelt indledt hjemmebaneturneringen på fremragende vis.

Samlet er fem sydafrikanere placeret blandt de syv bedste i turneringen, som afvikles i byen Ekurhuleni - lidt over 30 kilometer øst for storbyen Johannesburg.

Ud over Jeff Winther er der yderligere to danskere med i turneringen. Lucas Bjerregaard er placeret på en delt 54.-plads i 72 slag, som svarer til banens par.

Morten Ørum Madsen havde en skidt dag med en runde i 75 slag, og det rakte til en plads som delt nummer 112.

/ritzau/