Emily Kristine Pedersen og hendes makker tabte klart til USA i lørdagens foursome ved Solheim Cup.

West Des Moines. Den danske golfspiller Emily Kristine Pedersen har ikke ligefrem fået nogen god start på sin første deltagelse i den prestige fyldte Solheim Cup mellem Europa og USA.

Lørdag eftermiddag dansk tid led hun endnu et nederlag, denne gang sammen med englænderen Mel Reid i foursome.

De tabte ganske klart til amerikanerne Paula Creamer og Austin Ernst, og USA har fortsat kurs mod den samlede sejr.

I foursome har hvert hold kun en enkelt bold, og spillerne skiftes til at slå til bolden.

Den dansk-engelske duo kom foran på første hul, men siden stod der USA på duellen.

Amerikanerne bragte sig foran med fem slag efter 15. hul og vandt dermed med 5 og 3.

I den samlede stilling bragte det USA foran med 7½ - 2½, men kort efter sejrede Europa i de to resterende foursomes og reducerede til 4½ - 7½.

Natten til lørdag tabte Emily Kristine Pedersen også i fourball sammen med makkeren Carlota Ciganda fra Spanien.

Over fredag og lørdag spilles der i alt otte foursomes og otte fourballs. Søndag afsluttes der med 12 singlekampe.

Der spilles i alt om 28 point, og skulle det slutte 14-14, bevarer USA titlen som forsvarende mester.

Det er første gang i ti år, at der er dansk deltagelse i Solheim Cup, der er kvindernes version af mændenes Ryder Cup.

/ritzau/