Tag til fodbold på Chelseas hjemmebane Stamford Bridge, kig forbi en af Europas mest eksklusive golfklubber og nyd en gourmetmiddag i centrum af London. Så kan du meget vel løbe ind i Danmarks store golfhåb Thorbjørn Olesen.

Den 26-årige nordsjællænder bragede igennem lydmuren, da han for tre år siden sikrede sig en sjetteplads ved Masters og gjorde hele verden opmærksom på sit enorme potentiale. Siden flyttede han sin adresse til den engelske hovedstad, og det er herfra, at karrieren i år efter et par hårde bump på vejen for alvor har ramt det rette spor.

BT møder ham dog i København - eller rettere - Thorbjørn Olesen møder BT, da han under et kort forårsbesøg i Danmark gæster Berlingske Media til en snak om sin egen modningsproces og et år, der peger mod noget stort. Et år der allerede har budt på en andenplads og yderligere tre top 15-placeringer. Og vigtigere endnu: Golf i verdensklasse.

»De sidste tre uger har jeg nok spillet bedre, end jeg har gjort i mange år,« siger Thorbjørn Olesen.

Han er iført en rød sportscap, blå jeans og en halskæde, der hviler på den mørke Nike-trøje med hætte. Et markant garderobeskift fra hverdagens glatte golfdress og måske en del af forklaringen på, at Thorbjørn Olesen stadig kan gemme sig bag en vis anonymitet, når han for en sjælden gang er hjemme i Danmark.

Thorbjørn Olesen er (endnu) ikke et dansk navn af Laudrup’ske, Wozniacki’ske- og Magnussen’ske dimensioner. Men spørgsmålet er, hvor længe det varer. For Thorbjørn Olesen er et stjerneskud, der med sin øjeblikkelige form står til at lyse endnu klarere i den nærmeste fremtid. Selv siger han, at en del af forklaringen på opturen skal findes i basen i London, hvor han har boet i over tre år og har samlet et team med swingtræneren Hugh Marr, sin fysiske træner og engelske manager.

»Jeg har fået styr på det hele uden for banen. Det har gjort, at træningen er blevet bedre og mere koncentreret. Jeg har fået mere tid til det hele, og det har hjulpet rigtig meget,« siger Thorbjørn Olesen, der stortrives i den engelske millionby, når han ikke er ude til golfturneringer verden over.

Basen er den 100 m2 store lejlighed med egen tagterrasse i det fashionable Chelsea-kvarter. Et stykke fra golfbanerne i udkanten af London, hvor flere af golfkollegerne har slået sig ned i store villaer. Det vil Thorbjørn Olesen ikke. Han bruger byens muligheder til at holde hovedet skarp under turneringerne.

»Jeg vil ikke bo alene i et hus derude. Det passer perfekt for mig at bo inde i byen og komme væk fra golfen. London er en fed by, og for mig som single er der altid noget at lave,« siger han og fortsætter:

»Når det bliver golf hele tiden, går jeg hurtigere død mentalt, når jeg kommer ind på golfbanen. Derfor er det godt for mig at komme væk fra det en gang imellem. Det kan være ved at lave en aktivitet, opleve noget eller være sammen med mine venner, hvor mange af dem slet ikke spiller golf. Det er vigtigt for mig,« siger Thorbjørn Olesen, der er stor fodboldfan og erklæret tilhænger af Manchester United.

En af vennerne er den tidligere Milan- og Chelsea-stjerne Andriy Shevchenko (lille foto). I sine bedste dage en af verdens bedste angribere og i dag et ikon i ukrainsk fodbold, hvor han nu er assistent for landsholdet. Når han altså ikke spiller golf med Thorbjørn Olesen i deres fælles golfklub Queenwood, hvor venskabet startede. En højeksklusiv klub, der desuden prydes af navne som den tidligere Liverpool-spiller Jamie Redknapp og Tottenhams engelske landsholdsbomber Harry Kane. Foruden en vifte af Londons højt profilerede direktører og forretningsesser.

Andriy Shevchenko i aktion for Chelsea tilbage i 2007.
Andriy Shevchenko i aktion for Chelsea tilbage i 2007. Foto: GERRY PENNY
Vis mere

»Han er bidt af en gal golfbold,« smiler Danmarks golfstjerneskud om Andriy Shevchenko (spiller i handicap 0, red.), der spillemæssigt fik en skuffende karriere i Chelsea, men udviklede et godt forhold til klubbens russiske milliardærejer Roman Abramovic. Det betyder i dag flittige invitationer til Chelseas luksuriøse VIP-loge - naturligvis med vennen Thorbjørn Olesen iblandt.

Thorbjørn Olesen blander sig med stjernerne og er godt på vej til selv at blive en af dem. Med golfen som motor.

»Om fem år vil jeg være i top 10 i verden og gerne også have en major-sejr. Det synes jeg er realistisk. Og så har jeg et mål om at kvalificere mig til Ryder Cup. Det er et klart mål allerede i år,« siger Olesen, der allerede i de kommende måneder sigter efter store resultater. Seneste sejr var efterårets triumf i Alfred Dunhill.

»British Open har jeg gjort det godt i før, og det er en af de turneringer, som ligger allerhøjest på min liste. Men allerede de næste uger kommer der nogle store turneringer. Irish Open, ugen efter i London, og så er der Memorial i USA. Jeg har en drøm om at vinde en af de tre,« lyder optimismen, der foruden de seneste gode resultater bunder i en større hvilen i sig selv som følge af en større rutine efter seks år på Touren. Stemplet som kæmpetalent er smidt væk, og det kan mærkes på banen.

»Man har en fordel, når man kommer ned på de sidste ni huller, hvor mange af de nye unge på Touren mange gange bliver lidt mere nervøse. Men det er også sådan noget med at vide, man skal være tålmodig. Jeg har været igennem en masse dårlige perioder i min karriere, og jeg ved, at de perioder kommer. Nu kan man tage de perioder lidt mere afslappet. Jeg stresser ikke så meget over det, som jeg gjorde i starten, og jeg ved, at det vender. Jeg ved, jeg er god nok,« siger Thorbjørn Olesen, der sidste år røg ind i en af karrierens store nedture, da han måtte lade sig operere i hånden og holde pause i tre måneder.

En svær periode, der er foreviget med to tydelige ar på hånden, men også en tid, som endte med at styrke ham. Motivationen og sulten voksede i ham.

»Når man spiller hver dag og går derude, tænker man ikke så meget over det, men da jeg ikke kunne spille, gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig elsker sporten og savnede den. Jeg fik mere lyst til at træne og arbejde hårdere og nå de mål, jeg gerne vil opnå.«

De mål, der i dag hedder top 10 i verden, en major, Ryder Cup og deltagelse i sommerens OL.

Går drømmene i opfyldelse, vil alle genkende Thorbjørn Olesen. Hættetrøje eller ej.