Danmarks stjerneskud bliver bare ved

Thorbjørn Olesen. Siger navnet Dem noget? Hvis ikke det er tilfældet, er det kun et spørgsmål om tid. Den kun 23-årige dansker er lige nu Danmarks bedste golfspiller

Og selv om han måske flyver under medie-radaren herhjemme, har han fået den internationale sportspresse til at glemme næsten alt om Thomas Bjørn, Anders Hansen og de øvrige navne, vi i årevis forbandt med det danske golfmirakel.

Knægten fra Nordsjælland har smadret løs på de første uger af 2013, efter han begyndte året lidt vattet i Volvo Golf Champions.

Han tog for et par uger siden en andenplads ved Abu Dhabi Golf Championships, senere en mere blød 22. plads ved Qatar Masters, og i går eftermiddag puttede han sig tilbage i toppen af leaderboardet med en tredjeplads ved Omega Dubai Desert Classic.

Det er en pæn serie, som i den kommercielt attraktive sportsgren har sendt godt 2,2 millioner kroner ned i lommen på det danske golftalent.

Skal man tro Thorbjørn Olesen, har vi slet ikke set toppen endnu.

- Jeg er sikker på, jeg stadig kan forbedre en masse, sagde Thorbjørn Olesen fredag.

Det skulle i går vise sig, at han havde ret - efter en finalerunde med tre bogeys, hvilket man har lært ikke at forbinde med danskerens niveau. Før weekendens finalerunder i Dubai havde Thorbjørn blot lavet 10 bogeys og en enkelt double bogey på de seneste 180 huller.

Det er den form for stabilitet, der har fået folk til at snakke. Og havde han holdt niveauet fra de første to dage i Dubai, havde han været endnu tættere på sin anden sejr på European Tour .

Thorbjørn Olesen lavede fem bogeys på de sidste to runder, og han vil forvente mere af sig selv. Thorbjørn Olesen vandt sidste år sin første Europa Tour-turnering på Sicilien, men selv om han allerede har en tung pokal på hylden og spiller golf i verdensklasse, holder han tilsyneladende stadig en forsigtig afstand til de helt store ambitioner.

Han viste før nytår stolt via Twitter sin invitation til US Masters - som var det stadig uvirkeligt, at han skal spille golf med alle de dyre mænd på den legendariske golfbane Augusta National.

I samtale med en journalist fra avisen The National gjorde han det i weekenden klart, at hans målsætning for 2013 er to European Tour-sejre. Det virker ikke helt latterligt, selv om gårsdagens vinder i Qatar, skotten Stephen Gallacher, er det levende bevis på, at der kan gå lang tid mellem to sejre, selv om man holder et stabilt niveau blandt de bedste.Gallacher vandt i Qatar karrierens anden sejr efter ni års ventetid siden den første. Han har i den periode taget ni andenpladser.

Læs også:

Lige nu på BT PLUS

Mode og skønhed
Effektivt 14 dages video trænings- program

Effektivt 14 dages video trænings- program

07/08
Mode og skønhed
Kom i form på hjul - på 8 uger

Kom i form på hjul - på 8 uger

29/04
Mode og skønhed
2,5 pct: Historisk lån på gaden

2,5 pct: Historisk lån på gaden

26/08
Mode og skønhed
Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

15/08